Michael Mørkøv og Lasse Norman Hansen er tilbage i front af klassementet ved seksdagesløbet i Ballerup.

Publikumsfavoritten ved seksdagesløbet i Ballerup, par nummer 7, er tilbage på førstepladsen i klassementet i det traditionsrige cykelløb.

Det er en realitet efter søndagens løb, hvor parret - der består af Michael Mørkøv og Lasse Norman Hansen - erobrede placeringen som nummer et fra det belgiske par bestående af Kenny De Ketele og Moreno De Pauw.

Par nummer 7 blev nummer fire i aftenens jagt og dermed sikrede Mørkøv og Norman sig en bonusomgang ved at runde 200 point.

Det var nok til at gå forbi belgierne og igen indtage førstepladsen i det samlede klassement.

Og Michael Mørkøv er godt tilfreds med søndagens resultat

»Vi forsøgte at spare lidt på kræfterne for at være klar til de sidste dage. Men så udviklede det jo sig helt perfekt med den bonusomgang.«

»Nu skal vi lige regne på, om vi kan opnå endnu en bonusomgang, eller om vi skal ud at erobre en omgang mere,« siger Mørkøv i en pressemeddelelse.

Par nummer 9 med Jesper Mørkøv og Marc Hester vandt søndagens jagt.

Cykelløbet fortsætter mandag med den såkaldte handicapjagt, hvor hvert par tildeles handicapomgange ud fra deres styrkeforhold.

Seksdagesløbet i Ballerup Super Arena slutter tirsdag.

/ritzau/