'Stikkeren' Michael Rasmussen har overvejet sin sikkerhed, men sover indtil videre fint om natten. Claus Hembo er anderledes bekymret.

Kyllingen har pippet, og den har pippet rigtig højt. Under lange afhøringer har Michael Rasmussen fortalt om sit og andres dopingmisbrug, og det kan ende med at fælde mange andre end ham selv for doping.

Rasmussens vidneudsagn kan hjælpe cykelsporten videre, hvis de brodne kar kan findes. Men i nogle kredse vil man kalde Rasmussen for en ’stikker’, og sådan er person kan blive udsat for fare.

- Jeg føler det ikke som en stikkerrolle. Hvis der skal gøres noget ved den her sport, så er det en pris, der må betales, siger Michael Rasmussen.

Cykelsporten er kendt som et lukket miljø, hvor ingen sladrer om andre. Fra den italienske mafia har man lånt ordet ’Omerta’, som beskrivelse på den tavshedlov, som gælder i cykelfeltet. Rasmussen har brudt loven.

- Vi har overvejet, at der kunne være en risiko. Og jeg har fået en henvendelse fra et sikkerhedsfirma, som tilbød assistance, men jeg håber ikke, det bliver relevant.

- Jeg synes, jeg er relativt langt fra noget, der kunne blive farligt, men jeg ved det ikke endnu. Lige nu sover jeg meget godt om natten, siger Michael Rasmussen, som i øjeblikket befinder sig i Italien.

Anderledes nervøs har Michael Rasmussens chef, Claus Hembo, været. Da Rasmussen fortalte, at han ville gå til Anti Doping-Danmark (ADD) og Danmarks Idræts-Forbund (DIF), gjorde Hembo opmærksom på, at de to instanser skulle sørge for Rasmussens sikkerhed.

- De tænkte overhovedet ikke på det, og derfor gjorde jeg dem opmærksomme på det, men de ønskede ikke at gøre noget. Og det synes jeg simpelthen ikke, er godt nok, siger Hembo om forløbet, hvor Rasmussen fortalte om sit dopingkendskab.

Formand i DIF, Niels Nygaard, hverken kan eller vil tilbyde den hjælp Hembo efterspørger.

- Hvis de har en ide om, at hans sikkerhed på nogen måde er i fare, så skal de kontakte politiet med det samme. Det er et anliggende for dem, siger formanden.

Men den forklaring køber Claus Hembo ikke. Hvis dopingbekæmpelsen skal virke, så skal myndighederne være i stand til at sikre nuværende og fremtidige vidner sikkerhed.

- Hvis Michael Rasmussen havde lidt overlast, så mener jeg, at de havde haft et alvorligt problem. De ville have både et umiddelbart problem, men de ville også have spændt ben over for deres eget arbejde fremover, siger Hembo, som stadig holder øje med, om Rasmussen kan være i fare på grund af afsløringerne.

- Vi er opmærksomme på det, men jeg mener, at risikoen er en anden i dag. En ting er at ligge inde med viden om noget, men en anden ting er, når den viden er afleveret. Indsatsen fra Michaels side er gjort nu.