Bjarne Riis og Lars Seier Christensen vil tilbage til toppen af cykelsporten. Og i den proces har de været parate til at tage en gammel vej mod succes.

Makkerparret har arbejdet på at købe Tinkoff-holdet tilbage fra den russiske ejer, Oleg Tinkov, der i 2013 købte holdet og licensen af Bjarne Riis.

Det bekræfter Lars Seier Christensen til Ekstra Bladet.

Ideen kuldsejlede dog på grund af manglende likvider. Makkerparret havde ikke held til at finde sponsorer, der kunne hjælpe til med at spytte i kassen.

»Det kunne have været en mulighed, for det er et fremragende hold, og vi kender en masse af folkene på holdet. Men det krævede også et meget stort budget, som vi simpelt hen ikke har haft mulighed for at finde,« siger Lars Seier Christensen til Ekstra Bladet.

Under årets udgave af Tour de France lavede franske L’Equipe en oversigt over holdenes budgetter. Heraf fremgik det, at Tinkoffs lå lige omkring 186 millioner kroner om året.

På grund af de manglende pengesummer kontaktede Bjarne Riis og Lars Seier Christensen aldrig Oleg Tinkov for at begynde deciderede forhandlinger.

»Vi har aldrig decideret forhandlet om det med Oleg Tinkov, men jeg har altid været overbevist om, at havde muligheden været der, så kunne Oleg og jeg nok sætte os ned med en flaske vodka og finde ud af det,« siger Lars Seier Christensen.

Efter at have solgt sit cykelhold til Oleg Tinkov fortsatte Bjarne Riis som teammanager på holdet indtil marts sidste år. Her blev han fyret af den nye russiske ejer.

Planen for det såkaldte ’The Riis-Seier Project’ har hele tiden været at vende tilbage til øverste hylde af cykelsporten.Tidshorisonten for det er dog endnu ukendt, lige som sponsorerne også her mangler.

Som en led i det arbejde købte duoen for nylig det danske kontinentalhold Team Trefor og omdøbte det til Team Virtu Pro – Veloconcept.

I den forbindelse lød det fra Bjarne Riis og Lars Seier Christensen:

»Riis-Seier Project vil gerne være med til at sikre, at Danmark fortsat er et godt sted at udvikle sig som talent og bakke den danske continental-scene op.Samtidig er vi i gang med at opbygge et stærkt fundament og et set-up omkring et internationalt cykelhold. Derfor giver det rigtig god mening for os at sponsorere det her cykelhold.«