Ballans milt fjernet efter grimt styrt

Italieneren Alessandro Ballan har natten til fredag fået sin første ud af flere operationer efter et voldsomt styrt i går.

Alessandro Ballan var torsdag involveret i et alvorligt styrt, da han på en nedkørsel i meget høj fart røg i asfalten. Det skete på BMC Racing Teams træningslejr i Spanien ved afslutningen af en fire timer lang træningstur. Ballan skal nu som minimum have to operationer, hvor den første allerede blev foretaget i nat.

Ballan blev kørt direkte til et lokalt hospital efter styrtet, hvor det blev konstateret, at han har et brud på lårbenet og et brækket ribben, hvilket har medført, at han har punkteret den ene lunge. Han har natten til fredag fået fjernet milten, hvilket ifølge holdets læge var en 'medicinsk nødsituation'. Hvornår han kan blive opereret i forbindelse med hans brækkede ben vil senere blive besluttet.

Hos BMC Racing Team er man naturligvis ked af det sportslige tab, men det er ikke det vigtigste i øjeblikket, mener John Lelangue, der er den ledende sportsdirektør på det amerikanske mandskab, hvor Ballan kører.

- Selvfølgelig betyder hans tab en del, fordi han er en af vores ryttere i klassikerne. Men det vigtigste lige nu er. at han kan komme sig og komme tilbage til sin normale process. Vi må vente på den medicinske information, før vi starter på at tænker på, hvad hans plan for et comeback kan være.

feltet.dk

Læs også: