KØB PLUS!

Bag om sandheden: Tvunget til at tilstå

Michael Rasmussen reddede sin fremtid ved at fortælle alt til tidligere FBI-agenter og antidopingmyndigheder. I dette eksklusive interview fortæller Kyllingen om sine bevæggrunde og 12 år som dopet rytter

Michael Rasmussen kunne mærke nettet strammes om sig.

De mange historier om ryttere fra Rabobank, der fortalte sandheden om et organiseret dopingmisbrug, var efterhånden en brændende platform under ham.

- Jeg kunne godt se, hvad retning det gik. Hver gang der er en ny rytter, som siger noget, er jeg den første, journalisterne ringer til. Så nu var tidspunktet nået, siger Michael Rasmussen.

Han sidder i udestuen hos Claus og Christina Hembo i deres hus i Herning og forsøger at sætte nogle ord på en beslutning, der for altid vil ændre hans liv. Nogle timer før samtalen indrømmede Michael Rasmussen på et proppet pressemøde, at han havde dopet sig i stort set hele karrieren - fra 1998 til 2010.

Fire dages intense afhøringer i Holland og Danmark er gået forud. Her blev Michael Rasmussen udspurgt af repræsentanter fra hollandske, danske og amerikanske dopingmyndigheder. WADA havde også plads blandt udspørgerne, der havde en tidligere FBI-agent til at stå i spidsen for afhøringerne, hvor Michael Rasmussen havde idrætsprofessoren Verner Møller med som bisidder.

Rytter 14

For det var et spørgsmål om tid, fornemmede Michael Rasmussen, inden der ville gå hul på den helt store ballon og så ville der ikke være mulighed for at fortsætte som sportsdirektør på Christina Watches Onfone-holdet. Så ville det være en livslang karantæne, der ventede på ham. Den undslipper han nu med samarbejdet.

- Jeg har vidst, hvad der var i Usada-rapporten i lang tid. Og jeg har godt vidst, hvem der var bag den sorte streg, som dækkede over ’rytter 14’, siger Michael Rasmussen med henvisning til den rapport, der fældede Lance Armstrong. I den er en række navne overstreget og anonymiseret, men ’rytter 14’ er mange steder identificeret som Michael Rasmussen - hvilket også er sandt.

- Jeg ved jo også, at de sorte streger bliver fjernet på et tidspunkt. Det var en af mange årsager til, at jeg fortalte det hele, siger Michael Rasmussen.

Så lysten til at fortælle alt, indrømme alt og nævne et hav af navne blev også hjulpet godt på vej af den trussel, der bestod i, at hvis han ikke indrømmede alt, så blev han selv bandlyst fra sporten. Derfor indgik han aftalen med dopingmyndighederne.

- Jeg skal fortælle alt, hvad jeg ved, siger Michael Rasmussen om aftalen.

Men hvad der konkret er blevet sagt, er endnu uvist. Det er en del af pakken, at Michael Rasmussen tier om, hvad han har forklaret om doping i cykelsporten, så eventuelle nye sager ikke bliver spoleret på forhånd.

Ville være med fremme

Håber eller frygter du, at du trækker andre med i faldet?

- Jeg håber, at jeg kan være med - jeg er en af dem, der taler - og at der er andre, der gør det samme og giver deres bidrag. Alle kan vælge, hvornår de vil tale.

Der kan være nogle store omkostninger for andre?

- Det er desværre omkostninger, sporten ikke kan være foruden, hvis man skal på ret køl. Sporten ligger, som den har redt kollektivt, siger Michael Rasmussen, der nok har været bekendt med, hvad risikoen ved at fortsætte løgnen ville være, men som også glæder sig til at kunne fortælle sandheden igen.

- Det, der allermest har gjort det, var, at jeg var træt af at lyve. Når vi to har talt, har vi begge vidst, at vi begge skøjtede rundt på overfladen. Og jeg holder i bund og grund ikke af at lyve, siger Michael Rasmussen.

- Rent ambitionsmæssigt har jeg skruet gevaldigt ned for min egen karriere. Om jeg vinder en Post Cup betyder ikke en skid, når man har vundet fire etaper i Tour de France. Det betyder ikke noget for mit eftermæle som professionel cykelrytter, siger han.

Og det var netop den erkendelse - at det var Post Cup og ikke Tour de France, løbsprogrammet bestod af - der fik ham til køre rent.

- Jeg valgte at stoppe dopingen, da jeg indså, at jeg aldrig kom til at køre rigtigt om kap igen. Da det gik op for mig, at der ikke var flere af de store etapeløb for mig, siger Michael Rasmussen om enden på 12 års dopingmisbrug. Et misbrug, der begyndte, da han efter en strålende sæson som mountainbike-rytter i 1997 pludselig følte, at han havde svært ved at følge med.

Erkendelsen kommer uden følelser. Det er blot en konstatering:

- Jeg kunne sagtens have kørt rent. Men jeg kunne givetvis ikke køre med om de sejre, jeg ønskede, siger han og husker tilbage på, hvordan det hele begyndte.

Michael Rasmussen indrømmer, at hans kone Clarissa kendte alt til hans dopingmisbrug, men at hun ikke blev konfronteret af medier eller stillet til ansvar for det.

En del af hverdagen

- Det hænger sammen med to ting. Festina-skandalen i 1998 var nærmest et reklamefremstød for doping, som jeg så det. Alle vidste pludselig, hvad EPO var. Også en masse cykelryttere. Doping bredte sig fra at være noget, man gjorde i det professionelle felt, til at alle gjorde det. Jeg begyndte undervejs henover sommeren 1998. Det var en enorm bekræftelse af min mistanke om, hvad der skete i feltet. Den anden grund var internettet. Pludselig var informationer tilgængelige. Derefter var det to klik på musen, hvordan man skulle gøre ditten og datten, siger Michael Rasmussen, der ikke følte det store ubehag ved at dope sig rent samvittighedsmæssigt.

- For mig blev doping en del af min hverdag. Hvor tosset det må være at stoppe medicinske produkter ind i mig, så følte jeg, det var noget, jeg skulle gøre. Jeg har hele tiden vidst, at jeg gjorde noget forkert, men følelsen var ikke til stede. Jeg vidste godt, det var forkert, når jeg hev EPO ud af køleskabet og stak mig armen. Det var ikke derfor, jeg blev cykelrytter. Det er ikke noget, man har lyst til, når man stikker sig med nåle, siger Michael Rasmussen og fortæller så, hvor let det var at undslippe de kontroller, der skulle fange snyderne.

- Da jeg lagde mine blodværdier frem for 2005 og 2006, viste de, at min hæmatokritværdi var mellem 38 og 40. (Langt fra de kriminelle 50, der kunne medføre karantæne, red.) Jeg kunne sagtens påstå, at jeg kørte rent. De værdier ville ikke få nogen til at løfte et øjenbryn. Men jeg kørte ikke rent. Så der er ikke grund til at sige noget andet. Jeg kunne også sige, at jeg vandt VM i mounainbike rent. Der blev kun lavet en urintest, der ikke kunne spore noget. Men jeg vandt ikke rent. Nu skal der være ren røv at trutte i. Tiden er til det. Tiden er en anden nu end dengang Operacion Puerto-sagen kørte. Dengang lukkede hele sporten sig om sig selv, siger Michael Rasmussen.

Ønske om fremtiden

Når vi ser Tour-feltet i dag, er det så rent?

- Nej. Det synes jeg, ville være naivt at tro, når Fränk Schleck testede positivt i den sidste Tour. Det er bevis for, at det ikke er rent, siger Michael Rasmussen.

Hans vision for indrømmelsen af dopingmisbruget og sit samarbejde med antidopingmyndigheder i Holland, USA og Danmark er klart:

- Jeg håber, at rytteren med de største naturlige gaver og den største arbejdsvilje vinder løbene. Sporten har i mange år forsøgt at løse problemet, hvis man kan kalde UCIs tiltag for løsninger. Det er lykkedes meget dårligt. Det har rykket sig, når det har været fransk gendarmeri eller FBI, som har reageret, siger Michael Rasmussen, der har et klart ønske til sin fremtid som sportsdirektør.

- Jeg har ikke lyst til at drive et hold som de hold, jeg har kørt på. Det er forfærdelig stress. Det ville jeg ikke kunne være med til, siger Michael Rasmussen.

Læs også: