Lige siden Bjarne Riis og hans faste kompagnon, forretningsmanden Lars Seier Christensen, offentliggjorde deres drømme om at skabe et nyt, dansk WorldTour-hold, har alle nysgerrigt ledt efter en afklaring på, hvornår det kommer, og hvordan setuppet vil se ud.

B.T. Sport kan nu afsløre, at holdet er på vej under navnet Team Made In Denmark eller i forkortet udgave MID. Det er arbejdstitlen på projektet.

I november 2016 gik Riis og Seier Christensen begge ind i ejerkredsen af kontinentalholdet Team Virtu Pro-Veloconcept. Allerede dengang var ambitionen at komme op på cykelsportens højeste niveau, WorldTouren. Siden er der arbejdet i kulissen på at skabe et bæredygtigt fundament, så cykelholdet ikke blot bliver en kortvarig gæst i det fine cykelselskab. Først blev selskabet Virtu Cycling skabt, og nu er et flyvefærdigt koncept klar. Det erfarer B.T. fra flere uafhængige kilder i cykelmiljøet.

Inspiration er fundet fra den danske pavillon under OL i Rio 2016, der blev kaldt Heart of Denmark. På Ipanema-stranden promoverede Danmark og dansk erhvervsliv standen i et større kultur-, erhvervs- og turismefremstød. En evaluering fra VisitDenmark viste senere, at det havde solid effekt, og denne model vil Bjarne Riis trække videre ind på sit cykelhold.

Der skal samles mellem otte og 10 hovedsponsorer, der hver lægger et beløb, så budgettet til sidst rammer WorldTour-niveau. Der er altså ikke tale om én hovedsponsor, der skal stå alene. Det er vanskeligt at finde én hovedsponsor, derfor denne nye model. I stedet bliver otte til 10 virksomheder samlet under én paraply. Skulle én sponsor forlade projektet, ramler korthuset heller ikke sammen.

Lige nu er arbejdstitlen for holdet Team Made In Denmark, men der arbejdes med undertitlen MID, en forkortelse af Team Made In Denmark. Sagen er den, at flere interesserede sponsorer primært arbejder på det globale marked, og til det passer et navn som eksempelvis MID bedre.

Virtu Cycling, selskabet bag det nye hold, har holdt stormøde for op til 60 aktuelle sponsorer. Af dem er flere gået videre til næste fase, og Riis og baglandet er angiveligt tæt på at lukke første sponsorat ned. Flere skulle være tæt på.

Team Made In Denmark vil arbejde med tre forskellige sponsorkategorier: Main, premium og official partner. Første niveau er til de otte til 10 hovedsponsorer, og disse vil komme på tøjet. Andet niveau, premium, giver sponsorerne rettigheder til at bruge det nye cykelhold til at brande sig. Her er der plads til ca. 15-20 sponsorer. Og det sidste niveau er for små virksomheder. Med dette vil Riis forsøge at involvere en større del af Danmark, så der skabes en følelse af medejerskab. Her er der i princippet ubegrænset plads.

Det har undervejs været planen at finde en model, der gør, at Riis’ nye hold ikke er afhængig af én storsponsor. Med det nye projekt kan Riis trække flere større sponsorerne ind, uden at det for hvert enkelt skal koste kassen af komme med ombord. Samtidig skal en ny storsponsor på main-niveauet dedikere sig selv til mellem to og tre års sponsorat. Det er nyt i cykelsporten, at de otte til 10 sponsorer bliver sidestillet under én fælles paraply, men det er tanken.

Når holdet efter planen rammer World Touren, er tanken også at bruge løbene i eksempelvis USA og Kina til eksportfremstød for sponsorerne ombord på Team Made In Denmark. Der arbejdes på en titel kaldet WorldTour Expo. Dette koncept rejser med holdet rundt til de større løb, der strategisk passer ind i sponsorernes markeder.

Lige nu er planen er rykke op til niveauet lige under WorldTouren, det såkaldte Pro Kontinental-niveau. Det skal ske allerede til næste sæson. I øjeblikket kører Riis’ hold på tredjebedste niveau, Kontinental, men det bliver sidste sæson. Vejen til WorldTouren går via Pro Continental.

Holdet skal have et dansk fundament, men der vil blive tilført udenlandske ryttere for at ramme et tilstrækkeligt niveau til eksempelvis bjergene. Dog er der er håb om at tilknytte Jakob Fuglsang og udvalgte danske profiler.

Som B.T. hører det, er en Tour-start i Danmark også tæt på, og alt peger på 2021 som året det sker. Kilder fortæller til B.T., at de centrale personer både er optimistiske og har indikationer, der peger på, at det rent faktisk kan lykkes at få Tour de France på dansk jord.

Det er også en gulerod for det nye Team Made In Denmark. Projektet står og falder ikke med en dansk Tour-start, men det vil løfte holdet, og bagmændene omkring den danske Tour-kampagne har holdt møder med Riis.