Bjarne Riis advarede, ifølge hollandsk avis, Rabobank mod at tage Michael Rasmussen ind på holdet. Samme avis hævder, at Rasmussen var topdopet i 2007.

Michael Rasmussen har for længst fået sin straf for at indgive forkerte oplysninger om sine opholdssteder til anti-doping-myndighederne. Men en hollandsk avis hævder nu, at der var helt andre og gode grunde til at pille 'Kyllingen' ud af Tour de France i 2007, mens han havde den gule trøje for Rabobank-holdet.

Ifølge den hollandske avis NRC, var danskeren topdopet i samme løb. Anonyme og tidligere Rabobank-ryttere udtaler sig i artiklen og er blandt andet kilder til beskyldninger mod Michael Rasmussen. Alvorlige beskyldninger.

- Michael Rasmussen kørte angiveligt Tour de France 2007 på fem blodposer, 100.000 enheder EPO, kortison og væksthormoner, refererer den hollandske cykeljournalist José Been fra artiklen på twitter.

I selve artiklen hævder de anonyme kilder over for den hollandske journalist Thijs Zonneveld, at Michael Rasmussen var direkte involveret i at bringe de mange ulovlige stoffer til Frankrig.

Den lange artikel beskriver i detaljer den udførlige dopingstrategi på Rabobank-holdet og dermed også, at Michael Rasmussen sammen med ryttere som Michael Boogerd og vennen Denis Menchov ville tage til den østrigske blodbank Humanplasma for at få blodtransfusioner af en mand ved navn Stefan Matschiner. 

Artiklen er en del af en større ransagelse af det tidligere Rabobank-hold, der mistede den mangeårige hovedsponsor, efter USADA-rapporten trak voldsomme spor til det hollandske storhold. I den fulde artikel kan man også læse, at Bjarne Riis i 2003 sender en mail til Rabobanks sponsorchef Jan Raas og advarer mod den 'farlige' Michael Rasmussen. Men holdet styres dengang af Theo de Rooij, og på foranledning af Levi Leipheimer (afsløret for doping i USADA-rapporten) kommer Michael Rasmussen til det hollandske storhold samme år.

Michael Rasmussen ligger stadig i retssag med Rabobank med krav om økonomisk erstatning og påstanden om, at Rabobank kendte til hans snyd med opholdssteder, da han forberedte sig til Tour de France i 2007.

Michael Rasmussen har ikke lyst til at kommentere beskyldningerne, sålænge retssagen mod Rabobank er i gang, siger han til Sporten.dk.