Astana fortsætter sin satsning på danskere, og World Tour-holdet har ansat Lars Michaelsen som ny sportsdirektør.

Det skriver det kasakhstanske cykelhold på dets Twitter-profil.

»Det er en interessant udfordring at komme til Astana. Jeg håber at kunne bidrage med min erfaring, og jeg er taknemmelig for, at ledelsen har ment, at min profil passer til Astana.«

»Jeg ser frem til at arbejde med en international gruppe af mennesker,« siger Lars Michaelsen i  en pressemeddelelse.

Holdet ledes af den tidligere rytter Alexandr Vinokurov, og han mener, at Lars Michaelsen passer godt ind på holdet som sportsdirektør.

»Lars Michaelsen har stor erfaring med cykelsporten. Vi ledte efter en ny sportsdirektør til forårsklassikerne, og vi er glade for, at han er kommet til holdet.«

»Det bliver godt at tilføje Lars til gruppen af danske ryttere, som vi har kontrakt med næste år,« siger Vinokurov blandt andet i meddelelsen.

I den kommende sæson er der også fire danske ryttere, der trækker i Astana-trøjen. Det er OL-sølvvinderen Jakob Fuglsang, som var der i forvejen, samt Jesper Hansen og Michael Valgren, der begge kommer fra Team Tinkoff, og Matti Breschel, som kommer fra Team Cannondale-Garmin.

I sin aktive karriere kørte Lars Michaelsen for Festina, TVM, Francaise des Jeux, Team Coast og Team CSC. Han var især kendt for at være en dygtig sprinter.

47-årige Lars Michaelsen har tidligere været sportsdirektør hos Team CSC, Team Leopard-Trek og Team Saxo Bank, der senere blev til Team Saxo-Tinkoff.