Det store italienske etapeløb Giro d'Italia nærmer sig så småt en afslutning. Og Tinkoff-Saxos Alberto Contador nærmer sig så småt en samlet sejr i løbet. Det står fast efter fredagens etape, hvor Fabio Aru dog hentede sekunder på spanieren.

Etapens store drama fandt sted på etapens sidste stigning.

Før det havde Giovanni Visconti fra Movistar længe ligget alene foran feltet i jagten på point til bjergtrøjen, men han blev som forventet indhentet af feltet på den sidste stigning. Han kan dog trøste sig med, at han nu kan iføre sig bjergtrøjen.

Løbets tredjesidste etape havde tre grumme kategori 1-stigninger fordelt ud på den udmarvende 236 kilometer lange etape, der netop havde sin ende på en af de hårde stigninger.

Her havde Astana en mulighed for at skabe lidt spænding i løbet i forsøget på at fravriste Alberto Contadors sikre førerposition, hvor spanieren inden dagens etape havde henholdsvis hele 5:15 og 6:05 ned til forfølgerene Mikel Landa og Fabio Aru fra Astana.

Og de åbnede da også ballet med Ryder Hesjedal og Alberto Contador på hjul. Netop den tidligere Giro-vinder Hesjedal havde gode ben og stak af sted fra favoritgruppen. Fabio Aru fulgte efter, der fik lov at køre af Contador, som havde al fokus på nærmeste forfølger Mikel Landa.

Aru viste storform på dagen efter flere dårlige præstationer i bjergene, hvor holdkammeraten og hjælperytteren Mikel Landa har måttet overtage førsteudfordrer-rollen over for Contador på grund af den svingende Aru.

Men fredag kørte Aru fremragende på den sidste stigning og stak af fra alle mand. Det holdt hele vejen hjem for Aru, der hentede over et minut på Contador og dermed overtager løbets andenplads. Det var den 8. italienske etapesejr i årets Giro.

Contador har dog stadig 4:37 minutter ned til Aru inden løbets sidste to etaper.

Nu venter der endnu en bjergetape lørdag, inden løbets sidste etape ruller af sted søndag fra Torino til Milano.