Lance Armstrong er angiveligt allerede i gang med at undskylde, før han forventes at gøre det i den helt store stil hos Oprah Winfrey.

Det er interviewet cykelsporten og hele den sportsinteresserede verden har ventet på. Når Lance Armstrongs møde med Oprah Winfrey natten til fredag dansk tid løber over skærmen, så er det forventningen, at den tidligere cykelrytter bekender fortidens synder og åbent erklærer, at han har dopet sig.

Men forud for denne indrømmelse skulle Lance Armstrong allerede være godt i gang med at forberede cykelsportens bagland. The Washington Post skriver således, at Amstrong i disse dage er i telefonisk kontakt med nøglepersoner i cykelmiljøet, og her skulle han altså undskylde sin mangel på ærlighed i forbindelse med sin egen rolle i og med doping.

Og noget tyder på, at han er klar til at åbne op i interviewet, der blev optaget mandag amerikansk tid.

- Jeg er rolig, jeg er afslappet, og jeg er klar til tale åbenhjertigt, sagde Armstrong således til nyhedsbureauet AFP, da han var ude på en løbetur om søndagen.

Mens de fleste bare med spænding venter på, hvad Lance Armstrong helt præcist vælger at fortælle til Oprah Winfrey, så er der de iagttagere, der slet ikke forstår den tidligere cykelrytters behov for at åbne op.

-Hvis jeg var hans advokat, havde jeg rådet ham til ikke at gøre det. Det er galskab, siger Juraprofessor ved Golden State-universitetet i San Francisco Peter Keane, ifølge AFP.

For ved en eventuel indrømmelse risikerer Lance Armstrong at modtage en langt hårdere straf end fratagelsen af sine Tour de France-titler.

- Det er en reel fare for, at han risikerer strafferetslig forfølgelse. Han kan ende i fængsel på grund af det her, fortæller juraprofessor Peter Keane.