Den syvdobbelte Tour-vinder mener hykleriet har taget overhånd i Tour de France og at andre holde burdes sendes hjem, hvis Astana ikke må være med.

Send Bjarne Riis og Team CSC Saxo Bank hjem fra Tour de France. Og lad Rabobank følge trop.

Det er budskabet fra den amerikanske Tour-legende Lance Armstrong, der i et interview med magasinet ProCycling benytter lejligheden til at hudflette arrangørerne (ASO, red.) af verdens vigtigste cykelløb.

- De har forskellige standarder for, hvornår et hold kan være med, og hvornår det ikke kan. Sådan nogle beslutninger kan du ikke tage i en verdensomspændende sportsgren. Både Team CSC og Rabobank har hver især en lang liste af problemer. Hvis du vil sparke et hold ud, som det er sket med Astana, så spark da dem alle hjem, lyder bandbullen fra Armstrong.

- ASO er ude i et spil, som ikke kommer hverken fans, medier eller sporten til gode. Og da slet ikke 2007 vinderen Alberto Contador. Det er bare ikke retfærdigt, mener Armstrong med tanke på, at den forsvarende vinder af løbet i år ikke kan stille til start på grund af Astanas dopingproblemer i sidste sæson.

Det kazakstansk baserede mandskab, der har undergået store ledelsesmæssige forandringer siden Alexandre Vinokourov blev sendt hjem fra Tour de France 2007 i vanære og med en sag om bloddoping på halsen, er i denne sæson blevet udelukket fra samtlige de løb, ASO arrangerer.

Det gælder således også Tour de France, selv om Astana med Lance Armstrongs mangeårige sportsdirektør Johan Bruyneel toner nye tider og en ren sport med hjælp fra den danske dopingdetektiv Rasmus Damsgaard.

- Astana årgang 2008 er et helt andet hold end det, der var med i løbet sidste år. At udelukke dem nu er i bund og grund en Lance Armstrong/Johan Bruyneel straf. Og hvis det er måden, franskmændende har tænkt sig at køre deres løb på, kan de være på vej til at have en meget lille gruppe kørende inden længe, siger texaneren.

- Der er jo andre hold, som befinder sig i en lignende situation og som man kan sige er potentielt ligeså "lurvede", konkluderer Armstrong.

Det sidste pip fra den 36-årige Tourminator har især adresse til Rabobank og deres aktie i sagen om Michael Rasmussens vildledende oplysninger til anti-doping myndighederne.