Lance Armstrong undgår en ubehagelig retssag ved at indgå et forlig i sag om erstatning på over 16 millioner kroner.

Den tidligere cykelrytter Lance Armstrong har indgået forlig i en sag mod forsikringsselskabet Acceptance Insurance, der efter planen skulle være begyndt i retten fredag.

Forsikringsselskabet havde anlagt sag om erstatning på 16,5 millioner kroner mod Lance Armstrong, fordi selskabet som sponsor for Armstrong udbetalte bonus for amerikanerens sejre i Tour de France i 1999, 2000 og 2001, hvorefter det har vist sig, at Lance Armstrong opnåede sine resultater med hjælp fra et sofistikeret dopingprogram.

Ingen af sagens parter har ønsket at oplyse om de økonomiske detaljer i den mere mindelige løsning. Lance Armstrong afviste også at vidne i den sag, som det amerikanske antidoping agentur, USADA, baserede på detaljerede vidneudsagn, og som førte til Lance Armstrongs livstidskarantæne.

Konen til Lance Armstrongs tidligere holdkammerat Frankie Andreu, Betsy Andreu, er ikke i tvivl om, at Armstrong vil gå langt for ikke at vidne under ed i en retssal.

-  Dette (forliget med Acceptance Insurance red.) får ham ud af det, han frygter mest, lyder det fra Betsy Andreu - en selverklæret Armstrong-kritiker, der fik nok af at se sin mand blive truet til tavshed i tiden hos US Postal.

Retssagen havde afkrævet Armstrong svar på, hvem der sørgede for at levere hans dopingmidler, og hvem der betalte for dem. Men mens Lance Armstrong har afværget én truende retssag, venter de mest alvorlige stadig på ham.

Det forlyder, at den amerikanske stats sag mod Lance Armstrong er tæt på at tage sit første skridt ind i en retssal. En sag om udnyttelse af regeringspenge (sponsorkroner fra det nationale postvæsen) til kriminalitet i form af doping, der kan koste Lance Armstrong bøder på op til 525 millioner kroner. Også SCA Promotions er klar til at sagsøge Lance Armstrong for over 66 millioner kroner, fordi man har udbetalt uberettiget bonus for hans sejre i Tour de France.