Der gik ikke længe efter Fabian Cancellaras OL-guldmedalje i går, før Lance Armstrong var ude med store anklager.

Der blev ikke sparet på hyldest fra mange forskellige sider af cykelverdenen, da den aldrende tempolegende Fabian Cancellara i går fik slået en imponerende krølle på karrieren med OL-guld i enkeltstart.

Det var dog ikke alle, som var klar til at hylde ’Spartacus’. Fra cykelhistoriens mørke hjørne sad Lance Armstrong klar med en kommentar. Den var meget kort, men alligevel utrolig klar.

»Luigi,« skrev Armstrong på sin Twitter-profil.

Budskabet er tydeligt. Luigi var et af de navne, der stod på dopinglægen Eufemiano Fuentes’ liste over kunder i forbindelse med den enorme dopingsag ’Operation Puerto’, og det er flere gange blevet sat i forbindelse med netop Cancellara.

Til det norske medie VG.no har den tidligere amerikanske cykelrytter endda uddybet sit Twitter-opslag.

»Det er ikke mig, du burde spørge. Spørg Botero. Spørg Jörg Jaksche. Spørg Mancebo. Spørg Sevilla. Spørg Hamilton. Men selvfølgelig er han Luigi,« svarer Armstrong.

Navnene, som Armstrong nævner, var ligeledes en del af Operation Puerto, og VG kontaktede derfor også Jaksche for at få en uddybning på Armstrongs beskyldninger, og tyskeren er ikke bange for at bakke amerikaneren op.

»Fabian har cykler for Mapei, Fassa Bortolo og Saxo. Det er lige netop ikke førstevalget, hvis du ønsker dig en ren sport. Cancellara burde gå en runde med sig selv om sin egen og holdenes fortid,« siger Jaksche.

Cancellara har altid været meget afvisende over for at have brugt doping, og han er heller aldrig blevet testet positiv.