Lance Armstrong skal huskes for sin rolle som superskurk, siger UCI-præsident, som også overvejer at sagsøge den 41-årige texaner for et tocifret millionbeløb.

Lance Armstrongs rolle som cykellegende eksisterer nu end ikke på papir.

Det var konklusionen, da den internationale cykel union (UCI) mandag fratog den engang så almægtige amerikaner samtlige syv sejre i Tour de France.

- Lance Armstrong har ikke længere en plads i cykelsporten, og det må aldrig kunne ske igen, erklærede UCIs irske præsident Pat McQuaid, der sammen med sin forgænger i embedet ellers har været under hård beskydning for at have holdt hånden over den 41-årige amerikaner i de år, hvor han dominerede verdens vigtigste cykelløb.

UCIs stillingtagen kommer en lille uges tid efter, at USADA, det amerikanske anti-dopingagentur offentliggjorde en mere end 1.000 sider lang rapport, som var en detaljeret udlevering af, hvordan Lance Armstrong med bistand fra læger og sportsdirektør Johan Bruyneel planlagde systematiseret brug af doping.

Lance Armstrong var som US Postal-holdets ubestridte leder således også med til at føre andre - og yngre - ryttere ind i et omfattende misbrug af både biokemi og bloddoping. Og det var netop det kynisk systematiserede setup, der havde chokeret Pat McQuaid mest under gennemlæsning af USADAs nådesløst detaljerede udredning.

- Det fyldte mig med afsky at læse om, hvordan han tvang en rytter som David Zabriskie ind i et misbrug, erklærede McQuaid, der sammen med UCI nu vil overveje, om Lance Armstrong skal betale sine præmiepenge fra Tour-sejrene tilbage.

- Det er et af de emner, vi vil diskutere på et møde i en særligt nedsat komité fredag. Men hvis det er tilfældet, at vi vil sagsøge ham for præmiepenge, er det nødvendigt at lave regelsættet om, konstaterer Pat McQuaid.

Hvor mange penge, det helt nøjagtigt drejer sig om, er ikke gjort op. Men et kvalificeret bud ligger i omegnen af 28-30 mio. kr. for de i alt syv Tour-triumfer, Lance Armstrong nåede at snuppe i årene fra 1999-2005.

Efter at have trukket sig tilbage fra cykelsporten i 2005, annoncerede Lance Armstrong under stort ståhej et comeback i 2009, hvor det blev til en tredjeplads efter Team Astana-kollega Alberto Contador og Andy Schleck.

Trods de mange røster, der har spekuleret i UCI-overhovedet Pat McQuaids afgang som følge af Armstrong-skandalen, skal man ikke glæde sig for tidligt.

- Jeg har ingen planer om at tage min afsked. Jeg kom ind i cykelsporten, fordi dopingbekæmpelse havde min højeste prioritet. Det har det stadig, fastslår UCI-bossen på pressemødet fra Geneve.

Pat McQuaid var nytiltrådt i præsidentembedet, da Tour-vinderen Floyd Landis i 2007 blev afsløret i at have taget testosteron.