Lance Armstrong skal have tilbudt 28 millioner kroner for at komme ubehagelig retssag i forkøbet. Men han er, ifølge amerikanske medier, blevet afvist.

Lance Armstrong er blevet afvist i et forsøg på at købe sig fra en ubehagelig dom i en føderal retssag. Det hævder den amerikanske TV-station CBS News.

Ifølge amerikanske medier skal den 41-årige texaner have tilbudt fem mio. dollar - eller omkring 28 mio. danske kroner - for at imødekomme eventuelle krav fra den amerikanske regering. Ifølge flere amerikanske medier er der optræk til, at det amerikanske justitsministerium overvejer at gå ind i sagen omkring eventuel misbrug af offentlige midler til køb af doping.

Ifølge CBS skal Lance Armstrong også være afvist i et forsøg på at melde sig på banen som vidne i sagen. En manøvre, der blandt andet har betalt sig i form af lavere strafudmålinger til de tidligere holdkammerater fra US Postal, der har været med til at angive Lance Armstrong i den USADA-rapport, der kostede 'tourminatoren' sine syv Tour de France-sejre. 

Rygterne løber stærkt. Lance Armstrong kan sideløbende med sit højt profilerede interview med Oprah Winfrey risikere ubehagelige retssager i tilfælde af de 'forkerte indrømmelser'. New York Times fastslog i går, at Lance Armstrong havde planer om at tilbyde vidneudsagn omkring cykelsportens topledere for at opnå strafnedsættelse.

Den retssag, der måske kan være mest kostbar for både hans troværdighed og fremtidige virke som forretningsmand, er den føderale retssag omkring misbruget af offentlige midler, fordi det nationale postvæsen var sponsor for Lance Armstrongs cykelhold og dermed kan have leveret penge, der er blevet brugt til systematiseret doping.

Sagen blev anlagt af den tidligere holdkammerat Floyd Landis i september 2010. Han udnyttede muligheden for at begynde en føderal retssag, hvor anonyme kilder kan indgive andre borgere for misbrug af offentlige midler.

Sagen blev dog foreløbig lagt ned februar sidste år, hvor statsanklageren lagde sagen ned sent om fredagen inden Super Bowl-finalen.