Meget tyder på, at Bjarne Riis er i gang med at sælge sit livsværk til den russiske rigmand Oleg Tinkov.

Det forventes, at Riis på et pressemøde på mandag i London vil offentliggøre, at han sælger Team Saxo-Tinkoff til den excentriske rigmand, der i flere måneder har ytret ønske om at eje sit eget cykelhold.

Flere medier mener at vide, at Bjarne Riis skal fortsætte som sportsdirektør eller team manager under Oleg Tinkov. Men det får han ikke tilladelse til, hvis Danmark Idrætsforbund og Anti Doping Danmarks verserende dopingundersøgelse belaster Bjarne Riis og munder ud i en straf.

Det fastslår Lone Hansen, der er direktør i Anti Doping Danmark.

- Det er et hypotetisk scenarie, men koblingen til Michael Rasmussen-sagen, hvor der foreligger en afgørelse, er jo åbenlys. Så derfor vil en sanktion betyde, at man ikke kan sidde som sportsdirektør, siger Lone Hansen.

Hvis Bjarne Riis bliver straffet, ændrer det så noget for hans muligheder for at arbejde for cykelholdet, hvis Oleg Tinkov kører holdet videre på en russisk licens?

- Nej, det har ikke nogen betydning, om det drives videre i et andet land. For en sportsdirektør er sanktionen gældende for al virke, uanset hvor licensen hører hjemme. Lige så vel som det gør sig gældende for atleterne. En cykelrytter kan heller ikke i en sanktionsperiode skifte til et hold på en licens i et andet land og kører videre for det, siger hun.