Andy Schleck har stadig lang vej tilbage til sit gamle niveau. Senest stod han af på første etape i Tour Mediterranéen

290 dage. Så lang tid er der pr. 7 februar gået, siden Andy Schleck sidst har gennemført et cykelløb. Den langlemmede tændstiksmand har haft det svært, siden han forlod Bjarne Riis i 2011, men det seneste års tid er det gået helt galt for rytteren, der tre år i træk blev kåret til årets sportsmand i Luxembourg.

Onsdag besluttede han at stige af cyklen i Tour Mediterranean på 1. etape. Han måtte opgive at følge med feltet efter 104 km.

- I morges (onsdag morgen, red.) havde jeg allerede problemer med at trække vejret, I stedet for at få det bedre, fik jeg det kun værre på etapen på grund af kulden og vinden.

- Af hensyn til fansene og til arrangørerne ville jeg ikke stå af, og jeg havde også brug for løbet. Efter Tour Down Under følte jeg, at det gik den rigtige vej, og jeg så virkelig frem til det her løb. Nu er jeg mere syg, end jeg nogensinde har været før. Jeg har brug for at lade min krop restituere, og jeg håber, at jeg kan begynde at træne igen så hurtigt som muligt. I teorien forbliver mit løbsprogram uændret.

Hvis det sidste udsagn holder stik, så er Schleck allerede med i feltet igen i todagesløbet i Tour du Haut Var i Provence 16-17. februar.

Sidste gang, han gennemførte et løb, var Liège-Bastogne-Liège i foråret 2012. Herefter begyndte lillebror Schlecks mareridt. Han ragede uklar med Radioshack-sportsdirektør Johan Bruyneel, der hverken var imponeret af Andy eller storebror Fränk Schlecks indstilling og resultater, og i etapeløbet Dauphine Libere styrtede Schleck så uheldigt, at han fik et bækkenbensbrud. Det betød, at han måtte melde afbud til Tour de France og fik ødelagt resten af sæsonen. 

Han begyndte 2013 i det australske etapeløb Tour Down Under, hvor han stod af cyklen på sidste etape på grund af problemer med cyklen. Forinden var han allerede kørt langt bagud i den samlede stilling og var knap 40 minutter efter den vindende rytter.

- Han har stadig masser af arbejde, før han er tilbage, hvor han engang var, sagde Jens Voigt om holdkammeraten efter løbet