Formel 1-stjernen Fernando Alonsos hold skal bruge stjerneryttere, og topprioriteten hedder Contador

Spekulationerne om Alberto Contadors fremtid hos Bjarne Riis og Team Saxo Bank Tinkoff Bank har taget fart den seneste uge.

Årsagen er, at Contadors gode ven Formel 1-stjernen Fernando Alonso har købt det basiske cykehold Euskatel, som han fra begyndelsen af 2014 skal stå i spidsen for.

Nu skriver den store spanske avis El País, at Alonso hurtigst muligt vil tage kontakt til Bjarne Riis for at finde en løsning på at overtage Alberto Contador fra januar 2014. Hvis det ikke kan lade sig gøre, så skal Contador senest være på Alonsos nye hold i 2015.

Den italienske avis Gazzetta dello Sport beskrev også tidligere på ugen, hvordan Fernando Alonso planlægger at bygge et storhold op omkring vennen Contador.

Fredag bringer Marca et interview med den travle Formel 1-kører, der løfter sløret for planerne om et stærkt hold.

- Det er et meget ambitiøst projekt med mange ønsker og store tanker. Lige nu kan jeg ikke bruge så mange kræfter på cykelholdet, fordi jeg kæmper for at vinde Formel 1, men til vinter vil jeg have fuld fokus på projektet, siger Alonso til Marca.

Han satser på at lande store navne til senest 2015.

- Det bliver svært at nå at skrive kontrakt med de bedste ryttere til 2014, fordi mange allerede har en kontrakt. Men senest i 2015 kommer der til at ske store ting med meget store navne, lover Alonso.

Fernando Alonso er selv en entusiastisk cykelrytter i fritiden, og han træner ofte med Alberto Contador. Derfor vurderer spanske cykeljournalister, at det er utopi at tro, at Alonso ikke vil jagte muligheden for at få Contador som den store stjerne på det kommende hold.

Ifølge Marca indleder Alonso med at smide 17 mio. euro (ca. 127 mio. kr.) i projektet for de kommende to år, og så vil han de kommende måneder arbejde på at sikre sig mindst en stor sponsor til holdet.

Han erkender også selv, at hans begejstring for cykelsporten stammer fra blandt andre Contador.

- Jeg ser alle de løb, jeg kan komme til, og jeg er meget stor fan af cykelsporten. Jeg har mange venner i de kredse, og ja Alberto Contador er blandt dem. Men også andre, siger Fernando Alonso.

Den tidligere Once-rytter Kiko Garcia kommer til at stå i spidsen for Alonsos cykelhold som sportsdirektør, og over for Marca erkender han, at Contador er interessant.

- Contador? Alberto er lige nu på kontrakt med Saxo Bank frem til 2015. Hvis han bliver frigjort af kontrakten, så er det klart, at vi vil tage kontakt til ham. Men vi kommer ikke til at gøre drastiske ting og smadre markedet, siger Kiko Garcia.

Der kan dog spekuleres i, om Bjarne Riis kunne have en interesse i at blive enige med Alberto Contador om at gå hvert til sit. Hans årsløn på 30 mio. kr. tynger budgettet, nu hvor Riis er på jagt efter en ny hovedsponsor efter bruddet med Tinkoff Bank fra 2014.

Hvis Contadors løn kan spares, så vil man ikke være i kapløb med tiden på samme måde.

Tirsdag åbnede Bjarne Riis en kattelem for sådan en løsning over for TV2 Sporten. Adspurgt om det kunne blive en mulighed, svarede han;

- Det er det jo, hvis alle parter er enige, men det er ikke de spekulationer, vi går med lige nu, sagde Riis til TV2.