Den danske rytter Alex Rasmussen kan nu vende tilbage på landevejen allerede fra 1. marts i år.

Alex Rasmussen kommer stadig tættere på et comeback i feltet af professionelle cykelryttere. Den 28-årige fynbo har fået nedsat den karantæne, som han fik for tre overtrædelser af whereabouts-reglerne, med en måned.

- Jeg har papir på, at jeg må køre igen fra 1. marts, og det er uhyre vigtigt, at jeg kommer i gang så hurtigt som muligt. Det er i marts, den nordeuropæiske cykelsæson for alvor indledes, så det har stor betydning at være med allerede der, siger tempospecialisten til Politiken.

Han håber på at kunne være med ved løbet Tre dage i Vest-Flandern, der begynder netop 1. marts. Her er der en kort enkeltstart, som passer perfekt til en rytter med Rasmussens egenskaber.

Rasmussen har fået sin straf nedsat, fordi han omgående blev suspenderet, da DCU fik besked fra UCI om, at der var sat en disciplinærsag i gang på grund af manglende whereabouts-oplysninger. Siden blev han først frikendt af Danmarks Idræts-Forbund, inden den internationale sportsdomstol så gik ind og besluttede, at han alligevel skulle afsone en karantæne på halvandet år.

Han mangler dog fortsat en væsentlig detalje: Kontrakt med et hold på UCIs World Tour. Garmin-holdet fyrede i overensstemmelse med holdets politik danskeren, da han blev udelukket, men team manager Jonathan Vaughters har holdt forbindelsen til Rasmussen varm, og det ligger i kortene, at han vender tilbage og får den sidste ledige plads på det amerikanske hold.