Årets motionsrytter

KLIK HER OG STEM PÅ KANDIDATERNE TIL DANISH BIKE AWARD 2012


JØRGEN EMIL HANSEN
I sin aktive cykelkarriere var Jørgen Emil Hansen en af Danmarks stærkeste cykelryttere og var blandt andet en del af det hold, som vandt VM i 100 km holdkørsel i 1966. Ved OL i 1976 blev det til bronze i samme disciplin. Selvom Jørgen Emil Hansen er kommet op i årene og 7. december fylder 70, er han stadig en særdeles aktiv cykelmotionist. Han har både været verdensmester i sin aldersklasse og forsøgt sig som triatlet, men han gør også en kæmpe indsats for at sprede sin glæde ved motionscyklingen til andre. Jørgen Emil Hansen er både en rollemodel og inspirator for andre cykelmotionister – blandt andre for tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, som vandt prisen som Årets motionist sidste år.

POUL FEDDERSEN
Sønderjyden Poul Feddersen var en af de helt store drivkræfter i forhold til at bringe velgørenhedscykelholdet Team Rynkeby til Sønderjylland. Med sit utrættelige engagement har Poul Feddersen igennem tre sæsoner fra 2009-2011 været holdkaptajn for det lokale hold, og på den måde har han ikke alene været med til at indsamle millioner af kroner til børn med kræft, men også introduceret et væld af nye motionister til cykelsporten. Han har personligt taget hånd om alle de nye ryttere og har stillet sin tid og ekspertise til rådighed så tit, som hans holdkammerater har haft brug for det.

KARSTEN HOFFMANN
Han er 52 år gammel og kører masser af motionscykelløb. Og han er god til det. Faktisk er han så god til det, at han vinder alle de motionscykelløb, han stiller op i. I 2012 er det blandt andet blevet til sejre i Grejsdalsløbet og Skjoldenæsholmløbet. Men Karsten Hoffmann kører ikke for at vinde – han er bare vild med motionscykling. Med sit overskud og sin glæde ved motionscyklingen er Karsten Hoffmann med til at inspirere mange motionister omkring sig til at yde en ekstra indsats. Og på sit arbejde hos cyclingshop.dk bruger han sin passion til at rådgive nye og gamle cykelmotionister til at vælge det rigtige udstyr.

SØREN GROTUM
64-årige Søren Grotum er ikke en helt almindelig cykelmotionist. Faktisk er der ikke ret mange mennesker, som er i stand til at gøre det, som Søren kan. Søren Grotum er nemlig stærkt svagtseende – faktisk blind – men han cykler alligevel meget og til tider også ret langt. Gerne op til 80 km. Når han træner foregår det på en tandem-cykel med en seende pilot foran til at styre. I øjeblikket er Søren Grotum i gang med at træne til sit livs største cykeludfordring, når han i sommeren 2013 som den første blinde person nogensinde skal forsøge at gennemføre Team Rynkebys cykeltur fra Danmark til Paris til fordel for Børnecancerfonden.

Her kan du læse om de nominerede i hver kategori

  1. Årets landevejsrytter
  2. Årets enkeltstartsrytter
  3. Årets Mountainbike-rytter
  4. Årets BMX-rytter
  5. Årets banerytter
  6. Årets hjælperytter
  7. Årets motionsrytter
  8. Årets profil
  9. Årets talent
  10. Årets klub
  11. Årets cykelevent
  12. Oddset prisen