Med den muslimske indvandring er Danmark ved at ødelægge sig selv, siger debattør Ralf Pittelkow til DF-møde.

København. Hvis ikke partier som Dansk Folkeparti griber ind, vil Danmark ødelægge sig selv.

Sådan lyder budskabet fra gæstetaleren på Dansk Folkepartis årsmøde i Herning. Her advarer debattør og ansvarshavende redaktør på netmediet Den Korte Avis Ralf Pittelkow mod den muslimske indvandring.

- Vi står i den ejendommelige situation, at vi i Danmark og i en række andre lande har nogle velstående, frie, demokratiske, fredelige samfund.

- Disse samfund har af uransagelige grunde besluttet sig for, at nu vil de hente en masse mennesker ind i deres samfund fra lande, der ligger så fjernt, som de kan gøre.

- Vi har set samfund blive ødelagt. Men jeg tror faktisk aldrig, at vi har set samfund ødelægge sig selv.

Den Korte Avis, som Ralf Pittelkow driver sammen med hustruen, Karen Jespersen, bliver i øvrige danske medier ofte kritiseret for at fordreje fakta og være udlændingehadsk.

Men i præsentationen af gæstetaleren er der kun roser fra DF-formand Kristian Thulesen Dah.

- Det er en fremragende avis med det formål at bringe orden i kaos. Det er selvfølgelig Den Korte Avis, jeg taler om. Og som jeg ved, at rigtig mange af jer læser og bliver beriget af, siger formanden og pointerer, at mediet giver et "godt faktuelt grundlag".

Pittelkows pointer fra talerstolen modtages med klapsalver fra de 1300 DF'ere i salen i Herning Kongrescenter.

- Flere og flere muslimer, der bliver mere og mere muslimske, giver et mere muslimsk samfund. Man skal gøre, hvad man kan, for at sørge for at det ikke bliver til virkelighed, siger Ralf Pittelkow.

- Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt man kan lide folk fra muslimske lande.

- Det er et spørgsmål om at konstatere, at det er mennesker med et helt andet udgangspunkt, der er meget, meget dårligt egnede til at indgå i vores samfund.

- Man har forsøgt at sælge denne udvikling som en berigelse af vores samfund. Men der er færre og færre, der tror på den berigelse, siger Pittelkow og konstaterer, at det er årsagen til DF's fremgang ved de seneste mange valg.

- Først sagde de til os i starten af 90'erne: "Der kommer jo ikke ret mange". Det gjorde der så alligevel. Så sagde de så, at det ikke var et problem, fordi "de er jo ligesom os". Det var de så ikke, fandt man ud af.

- Så sagde de, at det var "spændende med store kulturforskelle". Jeg tror, de er blevet klar over, at det budskab ikke sælger længere.

/ritzau/