Pernille Blume har indtil videre forholdt sig tavs efter lækken af hendes private sundhedsdata. Nu fortæller kommunikationsansvarlig i Dansk Svømmeunion, Nora Thomsen, hvordan den danske guldvinder har modtaget det russiske forsøg på at mistænkeliggøre svømmeren for doping.

»Hun er rigtig træt af den sag. Hun er ked af sagen og bekymret for, om folk forstår, at hun ikke har gjort noget galt, for det har hun jo ikke,« siger Nora Thomsen, da bt.dk taler med hende torsdag formiddag.

Det er den russiske hacker-gruppe, der kalder sig Fancy Bears, som natten til torsdag lækkede fortrolige oplysninger på en række olympiske atleter. Deriblandt den sensationelle danske OL-guldvinder i 50 meter fri, Pernille Blume. Her fremgår det, at Pernille Blume under OL blev testet positiv for astmamedicinen Terbutalin, der er på Wadas liste over forbudte stoffer, men også at Pernille Blume havde dispensation - et såkaldt TUE-certifikat - til at indtage stoffet på grund af sin astma.

Pernille Blume har med andre ord ikke forbrudt sig mod nogle regler, men alligevel rammer sagen hårdt. Sagen kan for udenforstående nemlig være med til at mistænkeliggøre både hende og de mange andre berørte atleter, selvom der ikke er noget at komme efter.

»Hun er bekymret for, at det skaber en mistænksomhed, som kan være svær at slippe af med,« fortæller Nora Thomsen, som talte med Pernille Blume torsdag morgen.

Sagen startede onsdag, hvor blandt andre tennissøstrene Venus Williams og Serena Williams blev mistænkeliggjort for doping af det russiske hackernetværk, som ifølge Anti Doping Danmark-direktør Michael Ask er et forsøg på at kaste smuds over de vestlige atleter som følge af den dopingskandale, der før OL påviste organiseret doping i russisk idræt.

»Hacker-gruppens smædekampagne forsøger at vise, at hele systemet er råddent, og at de vestlige sportsfolk er lige så dopede som russerne. Men det er de ikke. Det er to vidt forskellige ting. Det er vigtigt at få fastslået, at der ikke er noget fordækt ved de her TUE'er,« sagde Michael Ask til bt.dk tidligere torsdag morgen.

For Dansk Svømmeunion venter nu et arbejde med at fjerne al mistanke fra Pernille Blume, som man mener står tilbage som sagens store danske offer. Imens undrer man sig over, at sagen overhovedet kunne opstå.

»Det er en gåde, hvordan det her har kunnet lade sig gøre, men det er der andre, der må 'kloge Åge' på. Det er da rystende, og man bliver da bekymret. Hvor sikre er de her systemer?,« siger Nora Thomsen.

Bt.dk har uden held forsøgt at få en kommentar fra Pernille Blume