Onsdag aften smækker det danske transfervindue i, og dermed har klubberne kun få dage til at få deres trupper helt på plads.

BT har snakket med samtlige sportsdirektører i landets bedste række og giver dem gode råd til, hvor de bør spendere de sidste kroner.

Jens Andersson, sportschef i AGF
»Hvis vi sælger spillere, så henter vi også nogle nye ind. Hvis vi ikke sælger, så køber vi til gengæld ikke nogen nye. Det er sådan, det fungerer for os. Men det er ikke givet, at hvis en angriber fx forlader os, så bliver han automatisk erstattet med en angriber. Det kan også fx være en ekstra målmand eller lignende. Indtil videre er vi fint tilfredse med vinduet. Vi har erstattet dem, der har forladt os, med nye spillere og ungdomsspillere, og vi synes, vi ser stærkere ud end sidste år.«

Ind: Martin Spelmann, Aleksandar Jovanovic, Kasper Junker, Mustafa Amini, Anthony J. Soares, Björn Daniel Sverrison + 3 ungdomsspillere

Ud: Jens Jønsson, Jesper Lange, Kim Aabech, Lukas Fernandes, Josip Elez, Malthe Dahl Overgaard, Adrián López, Emil Nielsen, Aleksandar Cavric, Daniel Christensen, Jens Jönsson

BTs bud - her bør de handle
Med Duncans skadeshistorik ville det være en god idé for AGF at forstærke angrebet. Samtidig ser holdet tyndt ud på kanterne. Særligt højre side mangler tilstrækkelig kvalitet, ligesom Stephan Petersen i venstre også godt kunne trænge til øget konkurrence.

Troels Bech, sportsdirektør i Brøndby
»Vi holder os klar til alle scenarier. Vi forbereder os proaktivt på, at der kan komme superinteressante tilbud til dem, vi har, og samtidig kigger vi selvfølgelig også efter, som vi vil gøre hele året, hvor de spillere findes, som kan forstærke os. Om der kommer til at ske mere i det her vindue, skal jeg ikke kunne sige, men vi er under alle omstændigheder glade for den trup, vi har.«

Ind: Hjörtur Hermansson, Benedikt Röcker, Hany Mukthar, Gustaf Nilsson, Marcos Ureña, Jan Kliment

Ud: Riza Durmisi, Daniel Agger, Martin Ørnskov, Johan Elmander, Malte Johansen, Andreas Hansen, Magnus Eriksson, Jonas Borring, David Boysen, Mads Juel Andersen (leje), Dario Dumic

BTs bud – her bør de handle
Brøndby er egentlig ganske fint dækket ind over hele banen. Især når de til vinter får endnu en midterforsvarer. Men vil holdet spille med om guldet hele sæsonen har de brug for et stærkere alternativ end Svenn Crone på venstre back - samt en spiller med tilstrækkelig kvalitet til at afløse på midtbanen. Spørgsmålet er om to lejesvende fra Lierse - som angiveligt skulle være på vej - er nok.

Søren Poulsen, direktør i Esbjerg fB
»Det har været et vindue, som særligt i starten har været præget af en masse turbulens, men som vi samtidigt også vidste, ville blive lidt stille, i og med at vi allerede i vinterpausen tog nogen ind. Så det er gået nogenlunde som forventet indtil videre. Hvis det kan lade sig gøre, så afsøger vi markedet for en angriber. Vi har flere, der dækker positionen allerede, men mange af dem har også noget kant i sig. Derfor vil vi gerne have det, man kalder en fuldblodsangriber, en boksspiller.«

Ind: Lasse Mikkelsen, Awer Mabil (leje), Mads Hvilsom, Brent McGrath

Ud: Lasse Rise, Mick van Buren, Magnus Lekven, Martin Dubravka, Mohammed Fellah, Emil Lyng, Jesper Rasmussen, Ronnie Schwartz

BTs bud – her bør de handle
Det er helt rigtig set af Esbjerg-ledelsen, at der skal hentes en fuldblodsangriber. De mangler noget power i boksen. Men hvad med forsvaret? Målene vælter fortsat ind, og de spillere, der er hentet ind til at lukke hullet, præsterer ikke. Esbjerg er nødt til at komme af med deres evige problem.

Ståle Solbakken, manager i FC København
»Vi lægger det ikke helt dødt, men der er stor sandsynlighed for, at der ikke sker noget. Vi har et par interessante ting, vi følger med i, uden at vi er i konkret dialog med nogen. I den ideelle verden bliver Bashkim (Kadrii, red.) også lånt ud, men det er en ’on-going’-ting. Det ville være godt for ham at komme ud og spille 20-25 sammenhængende kampe, så han kan komme tilbage på niveau.«

Ind: Rasmus Falk, Andrija Pavlovic, Jan Gregus, Robin Olsen, Peter Ankersen , Nicolai Boilesen, Jores Okore

Ud: Kris Stadsgaard, Thomas Kaminski, Nicolai Jørgensen, Brandur Hendriksson, Marcus Mathisen, Marvin Pourié, Christoffer Remmer, Marcus Mathisen, Steve De Ridder, Thomas Delaney (fra vinter)

BTs bud – her bør de handle
FCK  er ekstremt godt besat på alle pladser og med købet af Nicolai Boilesen og Jores Okore er også forsvaret fremtidssikret. Skal nogen af Champions League-millionerne bruges, bør det være på den centrale midtbane, hvor københavnerne kan blive udfordret, når Delaney smutter til vinter.

Claus Steinlein, sportsdirektør i FC Midtjylland
»Var vi kommet i Europa League-gruppespillet havde vi sandsynligvis forstærket os med et par spillere. En til offensiven og en til defensiven. Nu er vores plan i stedet at leje et par af vores unge spillere ud og ellers beholde den trup, vi har i dag. Den er vi rigtig glade for. Vi synes vi har kvalitet hele vejen rundt.«

Ind: Markus Halsti, Jonas Borring, Rafael van der Vaart + otte ungdomsspillere

Ud: Kristian Bach Bak, Nikolay Bodurov, Petter Andersson, Marcos Ureña, Daniel Royes, Daniel O’Shaughnessy, Patryk Wolanski, Awer Mabil (leje)

BTs bud – her bør de handle
Siden FC Midtjylland sagde farvel til Erik Sviatchenko har forsvaret langt fra været dirkefrit, så en defensiv spiller fra en høj hylde bør være en prioritet for Claus Steinlein og co. Ryger Martin Pusic og bør de også hente en angriber, der passer bedre til Jess Thorups spillestil.

Carsten V. Jensen, sportschef i FC Nordsjælland
»Vi er ikke i mål endnu. Vi er velforberedte og har gode alternativer, men tingene kan blive lidt mere stresset her til sidst. Vi havde håbet at være længere med vores planer. Vi satser på at lave en ændring eller to yderligere i truppen. Vi kigger både på at styrke defensiven og offensiven. Vi har ikke noget imod alder, men samtidig har vi et projekt, hvor det handler om at have mest muligt potentiale i holdet. Vi tænker lidt anderledes end de andre.«

Ind: Mohammed Fellah, Divine Naah, Abdul Mumin, Indy Groothuizen, Ernest Asante, Karlo Bartolec + tre ungdomsspillere

Ud: Emre Mor, David Moberg Karlsson, Oliver Thychosen, David Jensen, Johannes Ritter, Mathias Hebo, Joshua John, Jonathan Vervoort

BTs bud – her bør de handle
Siden Nikolaj Stokholms karrierestop har FCN manglet en rutineret, kontrollerende midtbanespiller. Samtidig ligner Runar Runarsson i målet en, der godt kunne bruge et par sæsoner mere i skyggen af en rutineret keeper, inden han skal være førstemålmand.

Bo Henriksen, cheftræner i AC Horsens
»Vi vil gerne have en keeper mere og en forsvarsspiller, og det satser jeg på at løse i løbet af ugen. Vi vil gerne have en forsvarsspiller med en smule rutine, som kan gå ind og være en leder, men det er klart, at det er nogle kriterier, der bliver slækket på, jo tættere vi kommer på deadline. Vi er jo ikke øverst i fødekæden i Superligaen, men vi skal have to mand ind og helst ikke nogen ud. Lige nu er det ikke inde i billedet, at vi skal afgive nogen, og skulle det ske alligevel, er det helt sikkert noget, der ville ødelægge min nattesøvn.«

Ind: Kim Aabech, Hallur Hansson, Jonas Gemmer, Patryk Wolanski

Ud: Jørgen Jørgensen, Alusine Koroma, Aleksandar Stankov, Malthe Boesen

BTs bud – her bør de handle
Skal Horsens overleve i Superligaen skal de stå knivskarpt nede bagi. Derfor er der brug for endnu en stærk forsvarsspiller, så holdet ikke er sårbart overfor skader. Samtidig kunne Aabech og co. godt bruge en fuldblodsangriber mere, som kan score nogle mål og tiltrække sig opmærksomhed.

OPDATERING: Efter BT's interview med Bo Henriksen, har Horsens skrevet kontrakt med den polske målmand, Patryk Wolanski.

David Nielsen, cheftræner i Lyngby BK
»Vi er, hvor vi skal være. Vi ville gerne have tingene tidligt på plads, så vi kunne få spillet holdet sammen, og det er lykkes. Vi er rigtig tilfredse med, at vi har kunnet få så meget ud af det budget, vi har haft. Vi har ikke råd til at betale transfer, så vi har kun scoutet efter frie spillere. Man kan ikke udelukke, at der kommer bud på nogle af vores spillere. Specielt ikke med de præstationer, de har leveret her fra start. Men jeg tør næsten ikke tænke på det. Vi skal holde fast i den trup, vi har nu.«

Ind: Martin Ørnskov, Lasse Rise, Emil Larsen, Jesper Hansen, Hallgrimur Jónasson, Kristoffer Larsen + 1 ungdomsspiller

Ud: Viktor Noring, Mads Kaalund, Oke Akpoveta, Jesper Blicher, Lars Brøgger, Surprice

BTs bud – her bør de handle
Lyngby har tiltro til unge Jens Odgaard, som alternativ til Jeppe Kjær på toppen. Men leverer den 17-årige angriber ikke, er der ikke mange målmagere at tage af. Samtidig kunne de godt bruge en opgradering på højreback, hvor Jeppe Brandrup til tider har sine udfordringer.

Jesper Hansen, sportsdirektør i OB
»Vi er godt tilfredse med den trup, vi har, og i forhold til vores målsætning mener vi også, at vi har kvaliteten i truppen til det. Omvendt er det også sådan, at hvis vi finder et eller andet, der er spændende, så er vi også parate til at slå til, ligesom at vi skal have noget nyt ind, hvis der er spillere, der forsvinder.«

Ind: Rasmus Jönsson, Kenneth Emil Petersen, Mathias Thrane, Joao Pereira, Jeppe Tverskov, Nana Welbeck, + 2 ungdomsspillere

Ud: Mohammed Diarra, Magnus Pedersen, Azer Busuladzic, Michael Tørnæs, Lucas Jensen, Rasmus Falk, Lasse Nielsen, Ari Skulason, Hallgrimur Jónasson, Maksym Koval, Anders Thomsen

BTs bud – her bør de handle
Kent Nielsen mangler fortsat at få OBs centrale midtbane til at fungere, som den gjorde på hans mesterskabsvindende AaB-hold. Defensivt orienterede Izunna og El Makrini mangler en makker, der kan spille felt til felt og samtidig være målfarlig. Samtidig savner OB kreativitet på kanterne.

Ole Nielsen, sportschef i Randers FC
»Vi har allerede indtil nu haft stor aktivitet med syv spillere ud og otte ind, og vi er egentligt rigtigt godt tilfredse med det, der er sket. Vi er lykkedes med mange ting, så som udgangspunkt er vi egentlig færdige. Men vi ved også godt, at der lige pludselig kan komme henvendelser på nogle af vores spillere, og så må vi forholde os til det. Umiddelbart er vi ikke på udkig efter flere nye spillere.«

Ind: Frederik Due, Joni Kauko, Marvin Pourié, Marko Mitrovic, Brandur Henriksson, Hannes Halldorsson, Mayron George

Ud: Kasper Junker, Christian Keller, Moussa Maazou,  Jack Duncan, Jeppe Tverskov, Mustafa Amini, Karl-Johan Johnsson

BTs bud – her bør de handle
Det ser stabilt ud for Randers. Holdet er godt dækket ind på de fleste positioner, men med Nicolai Poulsen ude kunne de godt bruge endnu et alternativ til den centrale midtbane. Ender det samtidig med et brud med Mandla Masango begynder holdet at se lidt tyndt ud på kanten.

Jesper Stücker, sportschef i Silkeborg IF
»Vi er dér, hvor vi skal være. Vi har disponeret i forhold til et budget, og det er det, vi har efterlevet. Rammen er udnyttet, så selv om man godt kunne have et ønske om mere, så er det bare ikke muligt. Fra transfervinduets start har vi været klar over, at vi rent numerisk skulle have nogle spillere ind på nogle bestemte positioner i forhold til målmand, midtstopper, central midtbane og angriber. Vi har fået lukket de huller, vi havde, forholdsvis hurtigt, og derudover så fik vi muligheden for at hente Helenius ind.«

Ind: Mikkel Cramer, Jens Rinke, Emil Lyng, Kristian Fæste, Nicklas Helenius (leje), Niels Bisp Rasmussen + to ungdomsspillere

Ud: Ulrik Flo, Christian Sørensen, Ade Runsewe, Nicolaj Ritter

BTs bud – her bør de handle
Silkeborgs forsvar har været hullet som en si i de første runder af Superligaen, så selv om der er brug for kvalitet mere end et sted på oprykkernes hold, bør de kaste alle ressourcer efter en spiller eller to, som kan agere styrmand og stopklods i den bagerste række.

Hans Jørgen Haysen, sportschef i Sønderjyske
»Vi er rigtig godt tilfredse med vinduet indtil nu. Der er både kommet spillere ind og ud, og i forhold til dem, der er gået ud, så var det - på nær Joao Pereira - nogen, som var længere væk fra holdet, end vi havde håbet. Dem, der er kommet ind, spiller omvendt mere eller mindre fast allerede. Vi har stadig nogle spillere, som vi synes er spændende, og byder der sig en mulighed på en af dem eller nogle andre interessante navne, så slår vi til. Med Tommy ude lige nu og salget af Dalgaard, kunne vi godt bruge en offensivspiller.«

Ind: Mikael Uhre, Nicolaj Ritter, Matthias Maak, Lukas Fernandes, Sakari Mattila + 1 ungdomsspiller

Ud: Joao Pereira, Andreas Oggesen, Francis Dickoh, Thomas Dalgaard, Søren Muusmann, Jens Rinke, Sebastian Sommer, Jeppe Simonsen (leje)

BTs bud – her bør de handle
Sønderjyske er offensivt afhængig af en 34-årig angriber med knæproblemer. Indrømmet, Tommy Bechmann var fantastisk i sidste sæson. Men skal sønderjyderne igen spille med i toppen, skal der hentes en boksspiller mere ind.

Morten Jensen, direktør i Viborg FF
»I store træk har vi det antal spillere, som vi synes, vi skal have. Kommer der nogle eventuelle skader eller afgange, så vil vi selvfølgelig kigge på det. Men jeg forestiller mig ikke umiddelbart, at der kommer til at ske noget. Vores mål har været at løfte truppen, så meget vi kan, set i relation til størrelsen af vores klub. Det er jo ikke sådan, at vi kan købe fra øverste hylde, men vi er godt tilfredse med det, vi har fået ind, og kommer der til at ske noget yderligere, så skal det være ekstraordinært.«

Ind: Andreas Bruhn, Jacob Dehn Andersen, Christian Keller, Jung-Bin Park

Ud: Lukas Lerager, Christopher Poulsen, Nicholas Gotfredsen, Patrick Bang Nielsen, Jeff Mensah, Antonio Stankov,  Jacob Egeris, Sebastian Andersen, Ante Rukavina

BTs bud – her bør de handle
Trods 1-5-sejren over Silkeborg har Viborgs offensiv ikke været overbevisende hidtil i sæsonen. De har flere små, hurtige angribere, men mangler en boksspiller, der kan smække boldene i kassen.

Allan Gaarde, sportsdirektør i AaB
»Der skal ikke ske mere. For os er der sket mere end rigeligt i det her vindue. Vi har sendt 12 spillere ud og 10 spillere ind. Det er åreladning nok. Så planen er, at vi er der, hvor vi skal være. Det var en prioritet hurtigt at få en kant og en midterforsvar på plads, og det fik vi jo nærmest inden vinduet åbnede. Derudover har vi fået Sloth og Edison ind, og de har allerede vist, at de er klare forstærkninger til truppen.«

Ind: Casper Sloth, Markus Holgersson, Marko Meillinger, Edison Flores + seks ungdomsspillere

Ud: Kenneth Emil Petersen, Mathias Thrane, Rasmus Jönsson, Lukas Spalvis, Thomas Augustinussen, Nicolaj Thomsen, Andreas Bruhn, Nicklas Helenius (leje), Moses Opondo (leje), Gilli Rolantsson, Viktor Ahlmann

BTs bud – her bør de handle
Patrick Kristensen er lige nu eneste alternativ til højre back i AaB. Der er brug for mere konkurrence. Offensivt har AaB indtil videre været fint med, men med udlejningen af Helenius, ville det gavne med en decideret angriber som alternativ til Bassogog og Enevoldsen.