Livet som Venligboer bliver ikke hilst velkommen af alle. 35-årige Rikke Madsen fra Holsted oplever chikane og trusler, fordi hun forsøger at være venlig over for nye tilkommere.

»Landsforræder.«

»Brænd i helvede Væmligboer.«

»Jeg håber, du bliver voldtaget og lemlæstet af perkerne, så kan du lære det.«

Sådan lyder beskederne til Rikke Madsen, der er Venligboer. Hun hjælper flygtninge og asylansøgere med stort og småt, men hendes venlighed er ikke noget, alle er vilde med.

»Ja, jeg har jo fået en del 'fanmails', hvis man kan sige det sådan. Det er både folk, der ringer til mig og skriver beskeder til mig på Facebook,« fortæller Rikke Madsen.

Da Venligboerne blev stiftet som en gruppe, der gerne ville hjælpe, var det for Rikke Madsen den helt rigtige mulighed for at mødes med nogle ligesindede, som havde lyst til at hjælpe mennesker, der var dårligere stillet end hende selv. Tidligere har hun været engageret i lektiehjælp gennem Røde Kors og tilbudt privat julehjælp.

Men efter Venligboerne er begyndt at have større fokus på flygtninge og asylansøgere, har den 35-årige kvinde fået en del hademails. Hun begrunder selv truslerne med, at flygtningedebatten er betændt, og at folk mangler et sted at få afløb for deres frustrationer.

»Jeg tror ikke, folk har et problem med, at man hjælper, men når vi bringer ordet 'flygtninge' ind i det, så ser mange rødt. Og det kammer over for nogen, og dem har jeg så æren af at få nogle hilsner fra,« griner Rikke Madsen lidt ironisk i telefonen.

For Venligboeren har det betydet, at hun engang imellem er gået i panik og har været bange for, om der var hold i nogle af truslerne:

»Da jeg fik tilsendt et billede af mit hus fra Google Streetview, hvor en person skrev, at jeg havde fået skiftet mit plankeværk, siden billedet var taget af Google, skulle jeg godt nok lige fordøje det.«

Rikke Madsen har også fået flere opkald, indtil hun fik fjernet sit nummer på Krak og andre søgemaskiner. I opkaldene ville folk gerne fortælle hende, at hun ikke havde ret til at leve, og at hendes plads på Jorden var bedre brugt på noget andet.

Når familien bliver truet
Bare fordi Rikke Madsen er Venligboer og ønsker at gøre en forskel for andre mennesker, mener hun ikke, at folk skal lade være med at stille op for andre.

Hun har overvejet, om dét at gøre en forskel for andre, rent faktisk er dét værd, når der er så mange gener ved det.

»Det er klart, at når min familie bliver truet, så bliver man for alvor nervøs. Jeg fik besked om, at jeg skulle passe godt på dem, for der kunne jo meget nemt ske dem noget. Dér kunne jeg godt mærke, at jeg blev rimelig presset.«

Mange af dem prøver bare at få afløb, siger Venligboeren. Men indimellem har hun fået tanken.

»Hvad nu, hvis der sidder en enlig tosse, som rent faktisk gør alvor af truslerne. Den tanke har strejfet mig engang imellem.«

Den 35-årige kvinde har kontaktet politiet for at få gode råd til, hvordan hun skal agere over for de her trusler. Politiet har været hjælpsomme over for hende, og hvis situationen eskalerer, vil hun igen overveje, om hun skal anmelde det. Det har hun ikke haft lyst til indtil nu.

Rikke Madsen er ikke selv aktiv i den asylpolitiske debat som Venligboer, men hun er glad for, at Venligboerne sætter fokus på de mennesker, der kommer hertil for at få hjælp, og for at Venligboerne prøver at sætte ansigt på i stedet for kun at have fokus på den økonomiske politik.