Fredag er det for første gang nogensinde officielt flagdag for Færøerne i Danmark, men flere statsbygninger i København havde tilsyneladende fået fat i det forkerte flag.

»Jeg glæder mig til sommer, når det grønlandske og færøske flag for første gang vajer fra toppen af statens bygninger i hele riget og vores ambassader og repræsentationer i udlandet,« lød det fra Lars Løkke Rasmussen i en pressemeddelelse i marts måned.

Og fredag var således dagen, hvor det færøske flag for første gang skulle vaje fra de statslige bygninger rundt om i landet.

Men de flagansvarlige hos flere af bygningerne har blot overset én ting. De har hængt det forkerte flag op - der er nemlig byttet om på den røde og blå farve.

Det gjaldt blandt andet Københavns Universitets hovedbygning på Vor Frue Plads, hvor man endnu ikke var blevet bekendt med, at de havde det forkert flag hængende, da BT kontaktede dem.

Artiklen fortsætter under billedet.

Foto: Kris Kjær Nielsen
Vis mere

Og her lød forklaringen ganske enkelt, at man straks havde købt det færøske og grønlandske flag, da regeringen vedtog de nye flagdage i marts måned, og man derfor ikke lige havde været opmærksom på, at producenten havde udleveret det forkerte flag.

Det samme fortæller pressekonsulent hos Dansk Erhverv, Pernille Plougheld, til Ekstra Bladet. Dansk Erhverv ejer nemlig Børsen, og her kunne man fredag formiddag se adskillige forkerte flag vaje fra Børsens tårn.

»Der er tale om en fejl fra producenten, så nu har vi pillet flaget ned,« siger Pernille Plougheld til Ekstra Bladet.