Det er en dybt påvirket ven af familien, der er vidne til, hvordan teenagere på Facebook påstår, de har fundet forsvundne Emilie Meng og joker med det.

»Det skærer i mit hjerte. Det er bare børn, som vil have opmærksomhed. og jeg får tilsendt en masse af det her møg,« siger hun til BT.

17-årige Emilie Meng er forvundet på 19. døgn, og både hunde, frivillige, droner og politiet har ledt med lys og lygte efter hende, siden hun sidst blev set 10. juli klokken fire om morgnen ved Korsør Station.

Siden har mange tippet både BT og politiet om, at de muligvis har set eller endda talt med Emilie.

Og en dusør på 100.000 kroner er udlovet af Emilies familie. Men nu er der altså begyndt at dukke falske opslag op på Facebook, hvor personer skriver, at de ved, hvor hun er. Opslag, som BT også har set.

Blandt andet skriver en bruger i en Facebookgruppe over et billede af Emilie.

'Where is she? Thats a secret ill never tell.«

Og en anden skriver.

'Danmarksmester i gemmeleg 2016.'

Zuzu Heidelbach er ven af Emilies familie og er blevet bedt af familien om at udtale sig på deres vegne, da hovedparten af dem ikke har overskud til at tale med medierne. Og hun er oprørt over disse jokes, der florer om den forsvundne Emilie.

»Jeg synes, det er dybt forkasteligt og respektløst over for familien og Emilie. Det er mangel på opdragelse, og jeg forstår slet ikke, hvor deres forældre er henne, når der er tale om børn under 18 år,« siger Zuzu Heidelbach.

Også Emilies fætter Robin Witzner fortalte for nyligt BT, hvordan han blev chikaneret af telefonfis med folk, der påstod, de havde fundet Emilie.

»Jeg har fået en del telefonfis-opkald, og jeg forstår ikke, at folk kan være så respektløse,« sagde Emilie Mengs fætter Robin Witzner til BT.

Nu er Zuzu Heidelbach nervøs for, at alle de falske tip forplumrer eftersøgningen.

»Politiet bruger jo kostbar tid på at modtage og registrere tip. Tid der kunne være gået med at lede efter de virkelige spor. Og så er det helt hjerneløst at søge opmærksomhed på grund af en sag med en pige af kød og blod, der savnes enormt af sin familie.«