Levakovic-nevø vil hellere sidde i dansk fængsel end udvises til Kroatien. Udvisningsreglerne er alt for slappe, siger kritikere.

I Renbæk Statsfængsel i Sønderjylland sidder den 28-årige vaneforbryder Jura Levakovic. Fordi han har lyst. Kroatien vil ikke have ham, og Danmark kan ikke slippe af med ham.

I sidste uge slap hans onkel, sigøjnerbossen Gimi Levakovic, for udvisning, men fire andre medlemmer af Danmarks mest kriminelle familie er tidligere blevet udvist.

Heriblandt Jura Levakovic, der har været kriminel siden sit 8. leveår, og som har mere end 200 kriminelle forhold på samvittigheden.
I 2013 blev han idømt fem års fængsel og udvisning til Kroatien for bestandig for et hjemmerøveri og et bankrøveri. Egentlig kunne han være blevet udvist for længst, fordi loven siger, at udvisningsdømte kan sendes hjem, når de har afsonet halvdelen af straffen, men det vil han ikke, fortæller hans advokat Gert Dyrn.

»Jeg spurgte ham, dengang han havde siddet halv tid, og svaret var: ‘Jeg vil ikke ud. Jeg er dansker. Det kan godt være, at Danmark ikke vil kendes ved mig, men jeg har ret til at sidde tiden ud’.«

»Han har sin familie her og er rundet af en opvækst i Danmark. Han mangler blot et stykke papir på, at han hører til her. Han har ingen tilknytning til Kroatien og har aldrig været i landet,« siger Gert Dyrn.

Jura Levakovic’ kriminelle karriere er velbeskrevet i Ekstra Bladet, og han blev for alvor et kendt ansigt med TV2-dokumentaren ‘Sigøjnerbossen og hans berygtede familie’.

Men han var blot 12 år, da han første gang blev efterlyst i medierne for et groft gaderøveri, og kun et år ældre, da han og hans fætter deltog i gruppevoldtægt af en lettere retarderet kvinde på Gammel Torv i København. Siden fulgte overfald og røverier af butikker, posthuse og banker. Alligevel klamrer han sig nu til håbet om, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vil erklære sig uenig i de danske udvisningsdomme.

Imens har de danske myndigheder forgæves undersøgt muligheden for at sende vaneforbryderen til Kroatien, der som EU-medlem kan få overført udvisningsdømte.

»Danmark har spurgt Kroatien, om de ville modtage ham, men de sagde nej, og derfor har han så ret til at blive,« siger advokat Gert Dyrn.

Ifølge forsvarsadvokaten blev afvisningen begrundet i nogle ‘teknikaliteter’ i dommen, bl.a. at nogle ‘ubetydelige forhold’, som Jura

Levakovic blev dømt for i Danmark, ikke var strafbare i Kroatien. Derfor kan Jura Levakovic nu blive indtil 2017.

I Fængselsforbundet undrer man sig over, at man ikke gør mere politisk for at hindre, at de danske fængsler ender som opbevaring af kriminelle, der alligevel skal sendes ud.

»I en tid, hvor presset på vores fængsler er så stort, og vi kæmper for at fordele ressourcerne, så er det fuldkommen absurd, at vi er tvunget til at holde på dem, fordi de vi har nogle forpligtelser i EU, som gør, at vi alligevel ikke kan udvise dem efter halv tid,« siger formand for Fængselsforbundet Kim Østerbye.

Retsordfører i Dansk Folkeparti Peter Kofod Poulsen vil have lagt ’maksimalt pres’ på de aftaler, Danmark har med EU og modtagerlandene.

»Det er helt ude i hampen, at man ikke kan komme af med ham, og at nogle EU-lande på den måde kan nægte at modtage egne statsborgere. Det burde ikke være verdens sværeste sag at udvise kriminelle til Kroatien. Det er trods alt ikke en afrikansk stat. Vi må ikke ende som en varmestue for kriminelle, og derfor har jeg faktisk netop stillet spørgsmål til Søren Pind om problemet,« siger Peter Kofod Poulsen.

Hvis Jura Levakovic ikke har fået en afgørelse fra Menneskerettighedsdomstolen, når hans afsoning er slut i 2017, ryger han ud af landet. Meldingen er ifølge advokaten, at han kan forvente den »inden udgangen af 2016«.