Flere amerikanske stater oplever i øjeblikket så voldsomme kuldegrader, at det er med livet som indsats at bevæge sig udenfor.

13 personer er hidtil omkommet i USA som følge af kulde og sne, hvoraf mange er forulykket i trafikuheld. De ekstreme temperaturer gør det bidende nødvendigt at klæde sig rigtigt på.

En person, der ikke er klædt ordentligt på, risikerer at dø under disse forholde, siger Scott Truett fra National Weather Service i St. Louis til NBC News.

Dakota og Minnesota er nogle af de stater, der har været hårdest ramt. Da temperaturen var lavest i Minnesota, var den nede på minus 50 grader.

Stater som Chicago og Indianapolis slipper mere nådigt med minusgrader omkring 15. Men de lider til gengæld under kolde vinde, der kan være helt ned til minus 70 grader. Det er mange år siden, de fleste stater har oplevet den slags voldsomme temperaturer, skriver NBC News.

Oveni de iskolde temperaturer, skal amerikanerne også klare sig igennem voldsomme snestorme, som alene søndag har betydet mere end 2400 aflyse flyafgange.

I de koldeste egne begynder borgerne at mangle mad, fordi mange var ude og købe ind til et lager inden uvejret.

- Problemet er, at brødet er udsolgt. Vi har ingen mælk. Vi har udsolgt af chips, kyllingevinger og noget kød, siger Issa Arar fra Salama-supermarked i St. Louis.

Mandag rammer vejret de sydlige stater, som meget sjældent oplever minusgrader.