En vindmølle ved Hornslet er eksploderet, efter at den var løbet løbsk. Ingen mennesker kom noget til. Området er afspærret weekenden over.

Vindmøllen der tidligere fredag løb løbsk er nu eksploderet. Vindmøllens dele ligger spredt over et areal på flere hundrede meter.

Vindmøllen knækkede på midten.

Den mekanisme, der regulerer vingernes hastighed, svigtede. Møllen løb derefter løbsk, og beredskabet og politiet rykkede ud og afspærrede området.

I den tiltagende vind var der ikke nogen mulighed for at bremse møllen, og fredag eftermiddag gik det ikke længere. Møllehuset og vingerne blev vredet af mølletårnet, og stumperne blev spredt over området.

Ingen kom til skade ved havariet, for der er ingen huse inden for den sikkerhedsafstand, som gælder for en mølle af den type møller.

Falck i Hornslet afspærrede området i en radius på 400 meter om møllen for at sikre, at ingen kom tilskade. I Sverige tabte en løbsk mølle i januar en vinge, der fløj 40 meter væk. Området vil blive holdt afspærret weekenden over, oplyser politiet i Århus, mens møllefabrikanten Vestas undersøger vragresterne for at finde ud af, hvad der gik galt.