Københavns Vestegns Politi og Bagmandspolitiet har anholdt to mænd, der sigtes for bedrageri for over 30 millioner kroner.

To direktører er onsdag morgen blevet anholdt og sigtet for bedrageri og dokumentfalsk for over 30 millioner kroner. Der er tale om jetsetteren Mads Dinesen og en 33-årig direktør. Det bekræfter anklager ved Vestegnens Politi Samra Sikander overfor BT.

Det er Københavns Vestegns Politi, der i samarbejde med Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), har anholdt de to personer, der begge blev anholdt på deres bopæl.

SØIK beslaglagde under anholdelsen en bil, elektronik samt designermøbler, oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Politiet har sammen med SØIK længe efterforsket »en række særlig grove bedragerier og dokumentfalsk«, og det var i den forbindelse, at de to mænd kom i søgelyset.

Den 22-årige Mads Dinesen sigtes for bedrageri, forsøg på bedrageri og for at have forfalsket dokumenter, så det så ud som om, at et firma var mere værd, end det egentlig var. Politiet vurderer, at manden ville overbevise leverandører om, at han var kapitalstærk nok til at opnå kredit, så han kunne fortsætte med sit bedrageri.

- Det ser ud til, at han har ført andre bag lyset og svindlet systematisk for at finansiere et stort personligt forbrug, siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby fra Københavns Vestegns Politi.

Mads Dinesen har på det seneste gjort sig bemærket, bl.a. fordi han i forbindelse med den store Danmarksindsamling kom med en donation på 140.000 kr. fra et firma under konkursbehandling.

22-årige Mads Dinesen er bedragerisigtet i flere sager - heriblandt også en sag om økonomisk bedrageri for en halv million kr.

Som 20-årig købte han københavnerdiskoteket, NASA, Kronprinsens tidligere stamsted. I oktober forrige år blev Mads Dinesen meldt til politiet for økonomisk bedrageri for en halv million kr. Anmeldelsen blev indgivet af eventfirmaet ICS, der havde betalt Mads Dinesen 530.000 kr. for et arrangement, der skulle afholdes på hans natklub NASA. Men arrangementet blev aflyst, da firmaet var gået konkurs.

22-årige Mads Dinesen er også kendt for sine store armbevægelser bylivet. Mads Dinesen er kendt som 'champagnedrengen' - et tilnavn han har fået, dels fordi han er glad for dyr Dom Pérignon-champagne, men også fordi han i 2012 tømte en flaske champagne til 75.000 kr. i fattighullet i København.

Mads Dinesen er også kendt for TV3-programmet ’Kræsne købere’, og hævder selv at være god for op mod 20 millioner kr.

Her fortæller Mads Dinesen, hvordan han tjener sine millioner.

Den 33-årige direktør efterforskes af SØIK og sigtes også for bedrageri, forsøg på bedrageri og for dokumentfalsk. Også i den 33-åriges tilfælde vurderer politiet, at han forsøgte at få en lang række firmaer til at fremstå som om, de var mere værd, end de reelt var.

Han er også sigtet for at have ledet flere selskaber som direktør, selv om han tidligere er frakendt retten til at være direktør for selskaber med begrænset ansvar.

Den 33-årige direktør er tidligere idømt fængselsstraf to gange i 2007 og én gang i 2008 for bedrageri og dokumentfalsk - hovedsageligt i forbindelse med ejendomsspekulation.

- Vi sigter direktøren for systematisk at have stiftet selskaber med forfalskede dokumenter, og vi ser med stor alvor på en sådan form for kriminalitet, som kan undergrave tilliden til selskaber med begrænset ansvar, siger vicestatsadvokat Per Fiig fra SØIK, der også er kendt som Bagmandspolitiet.

Samlet løber de to mænds bedrageri og dokumentfalsk op i over 30 millioner kroner. De fremstilles torsdag i grundlovsforhør, som anklageren kræver holdt for lukkede døre.