Tre unge mænd antastede umotiveret et yngre ægtepar ved en tankstation i Sydjylland.

En ubehagelig form for chikane udspillede sig lørdag aften ved Rødding i Sydjylland. Her blev et yngre ægtepar antastet af en bil med tre unge på en OK-tankstation kort før klokken 22.

- Ægteparret kører ind på tankstationen ved Rødding, hvor der så kommer kørende en sølvgrå Mercedes stationcar med hjulspind. De springer ud af bilen og løber hen og forsøger at åbne døren til ægteparrets bil, men manden har fået låst dørene«, siger Michael Skaarup, vagthavende ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Ægteparret kører fra tankstationen i retning mod Ribe, men bilen med de tre unge følger efter, og der bliver yderligere smidt en flaske mod bilen med ægteparret - hvor kvinden i øvrigt er højgravid, forklarer politiet. Mercedesen forsvinder kort efter.

Årsagen til den aggressive og »højst besynderlige« opførsel er ukendt, men politiet hører gerne fra personer, der har set den sølvgrå Mercedes, der havde danske nummerplader.

Eventuelle oplysninger kan rettes til politiet på telefon 114.