Liberal Alliances leder Anders Samuelsen er klar til at agere bøddel for statsminister Lars Løkke Rasmussens regering.

Anders Samuelsen, kan ikke længere garantere regeringens overlevelse, siger han til TV2 News.

Det siger han, efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tirsdag slog fast, at skattereformen er udskudt til efteråret. I regeringsgrundlaget står der, at forhandlinger omkring skattereformen skal begynde i foråret.

Samuelsen truede allerede mandag med, at partiet ikke vil garantere støtte til regeringen, hvis den ikke overholdt regeringsgrundlaget.

»Lars Løkke Rasmussen har løbet fra aftalen i regeringsgrundlaget. Derfor er vores garanti for regeringen væk,« siger Anders Samuelsen til TV2 News.

»Regeringen har bragt sig i en meget farligere situation,« siger Anders Samuelsen til TV2 News.

»Jeg har ikke oplevet, at en regering kun kan fokusere på en opgave, nemlig at løse udgifterne til asylansøgere. Der er et kæmpe regeringsapparat, som sagtens kan fokusere på flere opgaver på en gang. En 2025-plan kan laves på få timer. Så kunne vi mødes på mandag i næste uge for at diskutere, hvordan vi kan lave en skattereform.«

»Det går ikke, at vi skubber nogle for nationen helt afgørende forhandlinger foran os,« siger Anders Samuelsen til TV2 News.