Lørdag morgen sov Bjørn Frost ind.
Med sin mor og søster ved sin side. Det fortæller hans søster Stine Lichtenstein Frost til bt.dk.
Siden den 32-årige leukæmi-patient i maj måned valgte at fortælle sin historie til Euroman, har tusindevis af danskere fulgt hans opdateringer på Twitter, hvor han har fortalt, hvordan det er at leve med cancer og vide, at sygdommen vil koste ham livet.
I går kom den sidste Twittermelding: 'Imorges sagde vi farvel til min elskede bror. Information om mindehøjtidelighed kommer senere.'
Skrev Stine Lichtenstein Frost på sin afdøde brors profil.
At det var svært at sige farvel, lagde Bjørn Frost ikke skjul på. I den sidste Twitter-besked fra hans egen hånd, skrev han den 1. januar:
’Jeg har lige haft besøg af en barndomsven, det var hårdt. Hvad siger man, farvel, ses’
Åbenhjertigt og usentimentalt har Bjørn Frost i interviews med Euroman og på de sociale medier berettet om den nådesløse sygdom. Tusindevis af danskere har fulgt hans kamp. Mod kræften. For livet. Selv vidste han, at det var en kamp, han ville tabe.
»Jeg er ikke bange for at dø. Jeg har haft to år til at forberede mig selv på tanken, men selvfølgelig hader jeg ikke at skulle se min niece og nevøer vokse op,« skrev han på Facebook 30. december, hvor han netop var tjekket ind på et hospice for at få nogle sidste gode dage.
Det var netop for børnenes skyld, at han holdt sig i live. Han havde lovet sin niece at 'klare den julen over'. Det løfte holdt han, selvom det var hårdt og smerterne mange.
»Den sidste måned var for vores skyld. Det var ikke for hans egen,' siger Stine Lichtenstein Frost til bt.dk.
»En juleaften uden at kunne spise, drikke eller snakke. Har officielt ramt bunden. Og de smertestillende virker ikke. #patient #fuckcancer,« skrev han den 24. december.
Bjørn Frosts mod og åbenhed fik nytårsaften hundredevis af danskere til at hylde ham på Twitter under #jegdrikkermedbjørn. En hyldest han blev utrolig rørt over.
»I er alt for seje! Og må alle have en helt fantastisk aften. Jeres kærlighed og omtanke betyder alt!,« skrev han. Mens han selv - i selskab med sine forældre - skålede nytåret ind i hyldeblomstsaft. Senere nytårsaften skrev han:
»#jegdrikkermedbjørn er her stadig og tager mig af tømmermænd, selvom det er på vand. Håber i alle har haft en fantastisk aften! #fuckcancer«.
For Bjørn Frost blev det den sidste.
Det var i 2013, at lægerne første gang opdagede kræften i Bjørn Frosts blod. Først troede de, at det var halsbetændelse, han led af. Derefter kyssesyge. Men blodprøverne afslørede, at det var noget meget mere alvorligt, der var på spil. Bjørn Frost blev indlagt og fik kemoterapi sprøjtet direkte ind i hovedpulsåren.
Efterfølgende fik han en knoglemarvstransplantation med knoglemarv fra sin storesøster Stine Lichtenstein Frost.
»Det er svært at forholde sig til, at der bliver hældt fremmedlegemer ind i kroppen på den måde. Jeg forestiller mig, at det er ligesom at få et langt knus af min søster. Ellers ville jeg panikke over det. Derefter bliver jeg lagt i isolation, for jeg får også medicin til at dæmpe immunforsvaret. En lille forkølelse kan slå mig ihjel,« fortalte den i maj måned til Euroman.
Efter fem uger i isolation. Fem uger, hvor han tabte sig 13 kilo, så det endelig ud til, at transplantationen havde virket.
En forårsmorgen i 2014 åbnede en sygeplejerske vinduet, og for første gang i umindelige tider kunne Bjørn Frost trække frisk luft. Han vendte tilbage. Til sit arbejde - og en tro på livet. Han var sygdomsfri, men ikke erklæret rask, for lægerne kunne ikke garantere, at han ikke ville få et tilbagefald.
Et år senere skete det. Sygdommen var tilbage. Det samme var kemokurene og hospitalsindlæggelserne. Denne gang var han dårligere. Så dårlig, at endnu en knoglemarvstransplantation var udelukket.
Hverken lægerne eller Bjørn Frost selv havde endnu opgivet kampen, men i august 2015 sagde han til Euroman:
»Jeg har før været i overlevelses-mode for at holde min krop i gang mod dårlige odds, men denne gang kan jeg godt mærke, at alt er blevet slettet. Jeg er nu efterladt med den ensomhed, som døden giver. En ensomhed, der ikke kan deles, og som sidder lige tungt, også selvom man er blandt mennesker, der holder af én og passer på én.«
