Hej Annette!

Jeg opdagede i april, at min ægtemand gennem syv år (51 år gammel) og sambo på 15. år  har været mig utro gennem mere end tre år med den samme kvinde. Han lider af en kronisk sygdom, og sad på sofaen hver dag når jeg kom hjem og så fedtet og syg ud. Jeg sad troligt ved hans side de år og håbede hver dag på at nu var han blevet bedre. Men nej. Han sad stadig og spillede på sin Ipad hver dag jeg kom hjem fra job. (Han arbejde tidligt selv og var tidligt hjemme)

En lørdag i april sidste år tog et par veninder og jeg til Solrød på en pub, og der sad min mand sammen med to damer!. (han skulle have været på besøg i Ølby hos en kammerat) Han kom hjem dagen efter kl. 18! Og ikke med nogen forklaringer men flere løgne! Det viste sig at en af damerne var kvinden han havde været mig utro med i de over tre år. Jeg fandt selv ud af sammenhængen med det meste via hans egen Ipad og hans mail (ingen kode eller lås på). Havde manden fortalt sandheden den dag han kom hjem havde jeg aldrig opdaget hvor lang tid det egentlig havde stået på. Det måtte jeg selv grave mig frem til via hans mails.



Jeg ville skilles men han ville ikke! Han ville fortsætte vores ægteskab og han skulle da nok glemme hende! Den hoppede jeg ikke på. Vi boede i nogle måneder i hver vores værelse i vores 3-værelses lejlighed, Jeg ansøgte om skilsmisse og han flyttede modvilligt ud i oktober. Skifteretten havde overdraget mig lejligheden. Efter jeg i måneder havde forsøgt at overtale ham til at flytte ned til elskerinden i Solrød, men NEJ der skulle han fandeme ikke ned og bo! Det blev så sådan, men han beholdt sin adresse hos en veninde to opgange væk. Han er bestyrelsesformand i vores lejeforening, og derfor ville han ikke flytte og skilles (tror jeg selv) og det er hans lille barn, den bestyrelse. Det eneste han i virkeligheden kan koncentrere sig om og holde fast i.

Han flyttede og jeg fik sat lejligheden i stand med hjælp fra en god ven der er maler. Og er glad for resultatet. MEN jeg har mega svært ved at glemme ham, selvom han faktisk ikke var god for mig. Han behandlede mig ikke godt, talte dårligt til mig og inddrog mig aldrig i sine ting. Spurgte mig aldrig til råds om noget osv.

Så HVORFOR kan jeg ikke løsrive mig fra ham? Jeg er meget stædig og forfølger en ting til det er opklaret. Det er ligesom at jeg mangler hans accept når jeg laver noget og oplever noget. Han lover og siger en ting når jeg ringer men gør noget andet. Kan så sige at sådan var han også nogle gange i ægteskabet. Men synes det er mega svært at komme videre i mit liv. Ham maleren er mega glad for mig, vil hive himlen ned til mig, MEN min mavefornemmelse er ikke rigtig med, følelserne for ham vil ikke indfinde sig rigtig desværre. Har sagt til ham at han skal give mig tid, idet jeg ikke hopper fra et forhold til et andet. Jeg vil mærke friheden nu den er der.



Men hvad dælen skal jeg gøre for at komme videre med mit liv.? Jeg har skrevet i en sms til min eksmand om, at jeg opgiver at have kontakt til ham fra i dag, kun med betaling for den bil han kører i som står i mit navn. (En Toyota Aygo fra 2014 vi købte sammen, men jeg var så dum at skrive under på trods jeg intet kørekort har, og trods det at han kendte elskerinden allerede da!)

Ja det var lidt om mit pauvre liv som det er nu, ville så gerne videre uden ham i tankerne hver dag.

Med kærlig hilsen

Anonym

*****************

Kære ven!

Jeg tror, din stædighed spænder ben for dig. Der er ikke noget mysterium at opklare eller grave i. Din eksmand var bare ikke god for dig, og du var nødt til at tage et drastisk skridt for at beskytte dig selv. End of story. Lad ikke din stædighed holde dig mere i gang med den historie.

Jeg tror egentlig ikke, utroskaben som sådan har været årsagen til, at du gik. Jeg tror blot, det var dråben. Hvis I havde haft et kærlighedsfuldt og godt samliv, så havde du sikkert fundet en måde at tilgive ham på. Men din beskrivelse af jeres forhold rummer ikke mange kærlige ord.

Det gør naturligvis ondt, når 15 års samliv får en ende, men jeg tror på, at det vil være godt for dig, hvis bruddet bliver mere definitivt. Derfor er det fint, at du har skrevet til ham, at I ikke længere skal have kontakt. Jeg tror, det vil være nemmere for dig at komme videre, hvis der slet ingen kontakt er.

Jeg undrer mig dog lidt over den bil. Hvis den står i dit navn, og det er dig, der betaler for den, så burde du jo kunne sælge den. Jeg synes, I skal få gjort rent bord, så der ikke er mere imellem jer. Og da slet ikke en dum bil.

Det er din ensomhed, der får dig til at søge tilbage til din eksmand. Man kan sige, at du et eller andet sted tænker: Hellere dårligt selskab end slet ikke noget selskab. Men du ved jo godt, at sådan hænger tingene ikke sammen. Dårligt selskab er dårligt – uanset alternativet. Eksmanden skal sorteres helt fra, så du kan begynde at rette følehornene ud mod nye horisonter.

Vent du bare med ham maleren. Du skal lige have hjertet til at følge med først. Men få eksmanden helt ud af hovedet. Tilgiv ham, at han var en idiot, og så husk, at du skal være god ved dig selv.

Knus fra Annette.