Liberal Alliances Joachim B. Olsen har stor medfølelse med de 23.000, eller hvor mange det ender med, der kommer til at stå uden for dagpengesystemet.

- Det er en meget hård og stressende situation for de mennesker, det forstår jeg godt. Jeg har stor sympati for deres situation. Når det er sagt, så er der også for mange, som søger jobs, der ligger for tæt op af deres kvalifikationer og det som de allerhelst vil arbejde med, siger han og fortsætter:

- Man kan på længere sigt få meget ud af, at beskæftige sig med noget, som måske ikke lige var det man helst ville. Også selvom det er til en lavere løn. Man udbygger sine kvalifikationer og får nogle andre erfaringer, som man måske kan bruge senere i livet, siger Joachim B. Olsen.

Flere mister dagpenge
Ifølge et nyt skøn fra regeringen forventes det, at godt og vel dobbelt så mange danskere som tidligere vurderet kommer til at opbruge deres dagpenge i første halvår af 2013.

I september lød skønnet, der dengang også skulle behandles med 'betydelig usikkerhed', at 7.000-12.000 personer ville opbruge dagpengene i første halvår af 2013. Det tal er nu steget til mellem 17.000 og 23.000 danskere.





Joachim B. Olsen mener, at hvis ikke der findes en løsning for de mange mennesker, som står til at ryge ud af dagpengesystemet, så vil mange af dem klare sig alligevel.

- Vi ser jo, at mange folk, der falder ud af forsørgelsen, de finder beskæftigelse. Så bliver de tvunget til at søge ting, som ellers ikke lå lige for. Nogle gange skal man også se det som en chance. Og så ved jeg godt, at nogen vil sige, at det kan jeg jo sagtens sidde og sige inde i Folketinget med min fede løn. Men det er altså rigtigt. Det er ikke bare mig, der siger det, det siger de også ude i jobcentrene, siger Joachim B. Olsen.

Han mener desuden, at regeringen ligger, som den har redt.

- Det var oprindeligt venstrefløjen, der ville forlænge dagpengeperioden. Vi sagde jo, at man blot ville skubbe puklen foran sig. Det er sket nu, siger han.