FC Nordsjælland har ansat den 40-årige tysk-ghaneser Otto Addo som assistenttræner i Superligaklubben.

Efter en kort periode i den tyske bundesligaklub Mainz er Kasper Hjulmand tilbage i sit gamle job som cheftræner i superligaklubben FC Nordsjælland.

Og selv om tiden i den bedste tyske række aldrig blev en personlig succes for Hjulmand, så er han imponeret over det sportslige arbejde i nabolandet mod syd.

»Jeg har længe kigget mod Tyskland og har jo også haft en tid der. Tyskland har arbejdet på en meget klar måde de seneste ti år og har taget nogle fantastiske skridt,« siger Hjulmand.

Derfor har man netop hyret tysk-ghaneseren Otto Addo til at være assistenttræner i klubben. Han har selv spillet i Bundesligaen i mange år og har også en fortid som assistenttræner i bundesligaklubben HSV.

40-årige Addo skal give FC Nordsjælland-truppen et indblik i, hvordan tingene fungerer i Tyskland, der traditionelt er kendt for at have en jernhård træningskultur.

»Otto bringer noget tysk mentalitet og noget erfaring. Stort set alle får et chok over hvor hårdt, man kan og skal træne, over de krav, der bliver stillet og over, hvor lidt der bliver talt til spillerne,« påpeger Hjulmand.

»Når vi sender spillere ud, som får det svært, må vi også overveje, om vi gør noget forkert.«

»Så på den her måde vil vi forsøge at give dem et indblik i, hvordan det foregår, når man kommer til udlandet,« lyder det fra den hjemvendte FCN-træner.

En af de spillere, der kender til mentaliteten i Tyskland, er Tobias Mikkelsen. Han er netop vendt tilbage FCN efter en tid i tyske Greuther Fürth og senest i norske Rosenborg.

Og selv om Mikkelsen erkender, at tiden var hård i Tyskland, så er han positiv omkring ansættelsen af en tysk træner.

»Træningen er lidt hårdere i Tyskland end herhjemme. Det har Otto noget erfaring med, og det er jo også godt, når vi skal have bygget videre på de unge talenter, der er her i klubben. Og jeg skal også selv bygge videre, så det er fint,« siger han.

/ritzau/