Dansk Folkepartis 25-årige, nye retsordfører Peter Kofod Poulsen fortæller her om sin barndom i en kristen friskole med bønner og morgensang, sjove dage i militæret og fejlslagen integration, når kvinder – i Haderslev – går med niqab.

I MIT FOTOALBUM fortæller Peter Kofod Poulsen blandt andet om sin interesse for opdrat af toppede høns, sin værnepligt i telegrafregimentet i Fredericia og om sit valg af parti i gymnasietiden, som mange af vennerne ikke kunne forstå.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om Peter Kofod Poulsen og hans barndom, opvækst, ungdom og voksenliv - suppleret af masser af billeder fra det private fotoalbum.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Dansk Folkepartis 25-årige, nye retsordfører Peter Kofod Poulsen fortæller her om sin barndom i en kristen friskole med bønner og morgensang, sjove dage i militæret og fejlslagen integration, når kvinder – i Haderslev – går med niqab.

I MIT FOTOALBUM fortæller Peter Kofod Poulsen blandt andet om sin interesse for opdrat af toppede høns, sin værnepligt i telegrafregimentet i Fredericia og om sit valg af parti i gymnasietiden, som mange af vennerne ikke kunne forstå.

MF & retsordfører for Dansk Folkeparti Peter Kofod Poulsen.
MF & retsordfører for Dansk Folkeparti Peter Kofod Poulsen.
Vis mere

1. Far var en slags superman

Jeg er født og vokset op på sydbornholm, min far Karsten er uddannet smed og min mor Birte er røntgensygeplejerske på sygehuset i Rønne. Min far er i dag i begyndelsen af tresserne og min mor omkring de 50 år. Som barn tænkte jeg, at min far var en slags supermand, for han blev sat af med en helikopter på fjeldtoppe, og skulle være der i en uge, fordi han satte mobilmaster op for Tele Greenland. Hvis man havde glemt kaffebønnerne var det bare ærgerligt.

2. God tid på Grønland

Jeg boede et år på Grønland i 1995 - jeg husker det jo som en god tid, der var jo sne man kunne lege i hele året, og der var masser af andre børn ude på gaden. Det var jo før computerne kom til at spille så stor en rolle, som de gør for mange børn i dag. Det var rigtigt leg, men drenge kan jo også være hårdhændede, men jeg husker det som en sjov og hyggelig tid med de grønlandske og danske børn.

3. De fattiges efternavn

Da jeg gik i skole på Bornholm, gik lærerne meget op i, at vi skulle lære at tale rigsdansk, og altså ikke bornholmsk dialekt, men efter nogle år ændrede det sig, og nu skulle vi bevare dialekterne. Som børn måtte vi bare trække på skuldrene og tænke: De er nogle mærkelige nogen, de voksne. Jeg har altid sat stor pris på at lave noget fysisk, bruge tid med andre i naturen. Her er jeg foran mit barndomshjem, som er fra 1825, det er helt renoveret og fyldt med familiehistorie. Apropos mit efternavn Kofod: Der er tre forskellige måder at stave det typiske bornholmske navn på - de fattige var stavet som jeg, uden e, de fine hed Koefod og de allerfineste hed Koefoed. Så er det sat på plads.

4. En anelse belastende

Jeg gik på en kristen friskole i Aakirkeby, hvor der blev lagt vægt på faglighed og høj arbejdsmoral. De første år var jeg ret livlig, og nok en anelse belastende, men jeg lærte efterhånden at sidde stille. Vi startede hver dag med morgensang, det har jeg altid været en stor tilhænger af, og det gør vi også i hver dag i folketingsgruppen, for det skaber en god stemning inden arbejdet. I dag er jeg nok mere kristen til husbehov, jeg praktiserer det nok som mange andre, men jeg beder nu aftenbøn hver aften, det synes jeg er en god tradition.

5. Måtte forklare mit partivalg

Dette år blev jeg student fra Bornholms Gymnasium. Jeg begyndte på gymnasiet som den laveste, men sluttede som den højeste, 190 cm. Mit ungdomsliv har nok været meget gennemsnitligt, hvis man ellers kan passe sine ting i skolen og levere nogle udmærkede resultater, må der også være plads til lidt fest og ballade. Jeg blev dengang aktiv i Dansk Folkepartis ungdom, jeg husker det som en sjov, men også en hård tid. Der var da nogle, der syntes, det var et mærkeligt partivalg, men når jeg stille og roligt forklarede dem hvorfor, syntes de, det lød OK. Jeg havde også gode forhold til skolelærerne, jeg ved, de var venstreorienterede, men de havde jo også en interesse i, at jeg opnåede nogle gode præstationer. Jeg kom ud af gymnasiet med et ret godt snit, men jeg siger ikke hvad, for jeg synes det en skidt tilgang til tingene, hvis man har behov for at prale.

6. Ville gerne i militæret

Da jeg var til session, hvor man jo står i underbukser, trak jeg frinummer, og det syntes jeg var ærgerligt, så jeg sagde på stedet, at jeg gerne ville melde mig frivilligt som soldat. For det var da en oplevelse, jeg nødigt ville gå glip af. Jeg kom i 2010 i telegrafregimentet i Fredericia og det kom til at være nogle af de lykkeligste måneder i mit liv. Vi fik en forsmag på, hvad vi kunne blive udsat for som soldater, og da det var telegrafregimentet, skulle vi også trække telefontråde. Om aftenen, når uniformen var lagt, kunne vi more os i byen, f.eks.. på Diskotek One, men jeg foretrak nu de steder, hvor der ikke var høj musik, men hvor man kunne snakke og rafle. Da jeg hørte om militærhistorie, og blandt andet hvordan Fredericia by er indrettet, så man kunne skyde i gaderne i tilfælde af krig, besluttede jeg mig til at blive lærer i dansk, historie og kristendom. Jeg blev færdig i august i Haderslev UC Syddanmark. I dag bor jeg i Haderslev og er ikke gift.

7. Hønsegal

Som barn var jeg meget optaget af at opdrætte toppede høns derhjemme i vores store hønsehus, jeg vandt en præmie på det bornholmske dyrskue i 2003, hvilket man kunne læse om i Bornholms Tidende.

8. Stolt og ydmyg

Dette billede er fra 18. juni sidste år, dagen der var folketingsvalg, jeg havde lige været nede at stemme, og var hos gode venner, her legede jeg med min guddatter - jeg er stadig i allerhøjeste grad et legebarn. De næste timer var spændte, intense timer, det gik heldigvist godt, jeg fik det andet mandat i kredsen med 3326 stemmer. Jeg var nærmest væltet bagover af stolthed og ydmyghed. Sydjylland er et rigtigt Dansk Folkeparti-område, mange dernede efterlyser grænsekontrol, og de føler sig i det hele taget lidt glemt af Christiansborg.

9. Noget af en ilddåb

Her var jeg på Aabenraa Dyrskue med mine venner fra partiet – Jacob Mattar, Henrik Jeppesen, Mathilde Outzen, Nick Zimmerman og Anders Vistisen. Jeg har ikke været meget i København førhen, men jeg var fornylig på en rundvisning på Nørrebro, og det var spændende nok, men jeg må sige, at jeg er glad for at bo i Sønderjylland i Haderslev, hvor man gør mere for at omgivelserne er pæne og uden graffiti. For et par år siden var jeg dog noget overrasket, da jeg så en kvinde gå fuldstændigt tildækket i en niqab i Haderslev, den klædedragt, hvor kun øjnene er synlige. Jeg syntes det var grotesk, og jeg mener det vidnede om en integration, der er kørt af sporet. Jeg mener, at man i kommunerne burde droppe alle former for religiøs hensyntagen til muslimske mærke- eller helligdage på skolerne. I dag, hvor jeg er retsordfører for Dansk Folkeparti, efter Peter Skaarup, skal jeg love for, at jeg har fået noget af en ilddåb, især i disse dage, hvor flygtningesituationen er så tilspidset.