En pilot så ingen anden udvej end at nødlande et passagerfly, efter en mand blev ved med at prutte.

Flyet skulle ellers have fløjet direkte fra Dubai til Amsterdam, men lugten i kabinen spredte kaos, og derfor måtte piloten af sikkerhedsmæssige årsager lave et ekstraordinært stop i Wien.

Det skriver hollandske De Telegraaf.

Nødlandingen var forårsaget af en angiveligt ældre og overvægtig mand, der så stort på sine medrejsendes velbefindende. Igen og igen lod han lyd og lugt flyde frit, og det skabte voldsom utilfredshed hos flere passagerer.

To unge mænd, der sad på samme række som den ildelugtende mand, brokkede sig ifølge flyselskabet Transavias højlydt til personalet over den ældre mands opførsel. Herfra eskalerede situationen, da mændene ikke lod til at mene, at de flyansatte gjorde nok i situationen. Derfor udbrød et skænderi, hvorefter en officiel advarsel blev givet til mændene, inden piloten besluttede sig for at bringe flyet ned i den Østrigske hovedstad, før der blev udgydt mere gas og flere skældsord.

På landingsbanen i Wien mødte politiet op med hunde, og de to mænd samt to kvinder blev tilbageholdt - ifølge det hollandske lavprisselskab fordi de udviste provokerende adfærd i flyet.

De to kvinder, der er søstre, nægter dog over for det hollandske medie at have gjort noget som helst forkert.

»Vi havde intet at gøre med hele forstyrrelsen,« lyder det fra den ene kvinde, Nora Lachhab.

Hun har nu sammen med sin søster sat en advokat på sagen, fordi de føler sig uretfærdigt behandlet af Transavia.

Transavias talsmand insisterer dog på, at damerne er medskyldige i verbale overfald.

»Det er uacceptabelt. Vores besætning skal sikre en sikker flyvning. Når passagererne udgør risici, griber personalet øjeblikkeligt ind. Vores folk er uddannet til det. De ved godt, hvor grænserne er. Transavia står bag kabinepersonalet og piloterne,« lyder det.

Ifølge The Mirror har de fire tilbageholdte fået forbud mod at rejse med flyselskabet. Ingen er dog blevet sigtet i sagen, da hverken de to mænd eller de to kvinder har forbrudt sig mod østrigsk lov.