En stribe kendte er tirsdag aften mødt op til gallapremiere på den nye Per Fly-film 'Dobbeltspil'. En af dem er Johannes Nymark, der havde en overraskelse med i form af en ny kæreste, som blev vist frem på den røde løber.

Over for pressen bekræftede Johannes Nymark, at ledsageren på den røde løber er hans nye kæreste.

»Ja, vi er kærester,« lød det fra Johannes Nymark, der kunne berette, at den nye kæreste hedder Jonas Løvik og er fra Norge.

Jonas Løvik (tv) og Johannes Nymark på den røde løber til Per Flys nye film 'Dobbeltspil'.
Jonas Løvik (tv) og Johannes Nymark på den røde løber til Per Flys nye film 'Dobbeltspil'. Foto: Kristian Dam Nygaard
Vis mere

I begyndelsen af december sidste år gik Johannes Nymark og den daværende partner, den kendte danser Silas Holst, ud med beskeden om, at de skulle skilles. Det skete fire og et halvt år efter, parret blev gift i Las Vegas. Sammen har Johannes Nymark og Silas Holst to børn.

På Facebook skrev Silas Holst:

'Kære venner og andre det måtte vedrøre. Dette er ikke en nem opdatering at lave. Livet er fuldt af udfordringer og op- og nedture. Det er fuldt af kærlighed, sorg, travlhed og alt muligt andet som gør, at det ikke altid flasker sig som vi havde forestillet os det. Joe og jeg har valgt at skilles som kærester og ægtemænd - men vi bliver sammen som tætte venner og ikke mindst som forældre til vores to fantastiske børn,' skrev Silas Holst på Facebook dengang, inden han uddybede:

'Vi har stadig en kæmpe kærlighed til hinanden, men den gnist, der holder to mennesker sammen som par, er på ganske udramatisk vis og uden indblanding fra en tredjepart, forsvundet. Og kærlighed som ægtemænd er den seneste periode blevet til en dyb venskabelig kærlighed og respekt til hinanden. Det er den rigtige beslutning for os at fortsætte vores liv som venner og fædre i tæt samarbejde.'

I forbindelse med udmeldingen om at parret gik fra hinanden, udbad de sig ro i forbindelse med bruddet.