Britisk mand blev indlagt med store skader efter at have tilbageholdt et nys. Lægerne bag nyt studie advarer mod at holde sig for næsen.

Et nys er sjældent belejligt, og du har garanteret oplevet en situation, hvor du har kæmpet med trangen til at udbryde et højt og vådt: »ATJUUUUU!«

Det kan være ubehageligt at holde et nys tilbage, men nu viser et eksempel fra BMJ Case Reports, at det også kan være skadeligt, hvis man er uheldig. Det skriver Videnskab.dk.

En britisk mand på 34 år endte med store skader på halsen og lungerne efter at have holdt sig for næsen og presset munden sammen for at undgå at nyse højlydt.

Læs også på Videnskab.dk: Hvorfor giver skarpt lys et nys?

Han kunne ikke tale og havde voldsomme smerter, beretter lægerne, der tilså ham ifølge Livescience.com.

Efter en CT-skanning kunne lægerne se, at manden havde små luftbobler i huden omkring halsen og også i brystområdet mellem lungerne – en tilstand kendt som ’pneumomediastinum’.

Læs også på Videnskab.dk: Hold dig sund: Drik tre glas øl om dagen

Derudover viste skanningen, at mandens tilbageholdte nys havde lavet et hul i bunden af halsen, hvilket lægerne behandlede med antibiotika.

Det kan være skadeligt at tilbageholde nys ved at blokere næsen og munden og bør derfor undgås, konkluderer forfatterne til eksemplet beskrevet i BMJ Case Reports:

»At tilbageholde nys kan føre til mange komplikationer såsom luft, der er fanget i brystet mellem lungerne, skader på halsen, og endda også sprængte blodkar i hjernen,« forklarer de.

Manden blev udskrevet fra hospitalet uden varige men efter syv dage.

Læs mere på Videnskab.dk:

Er det sundt at spise fisk fra dåse?

Halvér din træning og kom i bedre form