Forfatteren og journalisten Synnøve Søe er død.

Det skriver ugebladet Tæt På.

Synnøve Søes halvbror Jeppe Søe bekræfter dødsfaldet over for BT.

»Jeg kan bekræfte, at hun er død. Jeg fik det at vide tidligere mandag. Hun døde natten til mandag,« siger Jeppe Søe, der ikke ønsker at komme nærmere ind på, hvad dødsårsagen er.

Synnøve Søe blev mandag fundet død i sit hjem i Aarhus. Hun blev 55 år.

Til Tæt På fortæller Jeppe Søe, at han ikke har haft kontakt til halvsøsteren i mange år:

»Vi har ikke haft kontakt siden 1989, hvor hun skrev bogen 'Fars' om sin påståede frygtelige barndom - som jo altså også var min barndom - en historie som hun senere indrømmede var helt fiktiv. Det er jeg glad for at hun nåede at få frem, inden hun fik ro. Den sag er derfor fortid for mig - og mine tanker er udelukkende hos hendes søn, Romeo,« siger Jeppe Søe til mediet.

Synnøve Søe blev født 3. april 1962 i Herlev.

Hun var både journalist, forfatter og tv-vært. Hun fik debut med netop 'Fars' i 1989', og siden blev det til flere romaner. Gennem en lang karriere blev det også til talkshowet 'Synnøves' på TV3.