Den tidligere politiker Asmaa Abdol-Hamid, der arbejder som konsulent hos Fyns Politi, bliver anklaget for at komme med racistiske krigserklæringer mod Israel på Facebook. DF ønsker hende fyret.

I en nu allerede slettet statusopdatering på Facebook skrev Asmaa Abdol-Hamid, der arbejder som konsulent ved Fyns Politi, i denne uge følgende:

»Blot et lille udpluk af militærstyrker som samler støv. #JerusalemIsTheCapitalOfPalestine«

Derefter remser den offentligt ansatte kvinde en række landes militærstyrker op talt i soldater, flyvåben og tanks. Blandt landene er Iran, Jordan, Saudi Arabien og Marokko.

Statusopdateringen har bragt den tidligere Enhedslisten-politiker med palæstinensiske rødder i modvind.

Naser Khader spørger åbent på sin Facebook-væg, om hun direkte opfordrer til hellig krig imod Israel via sin statusopdatering og DF-politiker Pernille Bendixen, der selv bor i Odense, konstaterer overfor TV 2/Fyn, at Asmaa Abdol-Hamid har et loyalitetsproblem – både overfor Danmark som nation og i forhold til sit job som offentligt ansat under Justitsministeriet.

Hun ønsker derfor, at Asmaa Abdol-Hamid skal afskediges fra sit job og vil tage sagen videre til justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

»Hun skal fungere som brobygger ved Fyns Politi, og det er et seriøst problem, at hun skriver sådan en opdatering på Facebook, hvor hun indirekte erklærer krig mod Israel,« har Pernille Bendixen sagt til TV 2/Fyn.

Asmaa Abdol-Hamids statusopdatering kommer i kølvandet på, at den amerikanske præsident har anerkendt Jerusalem som Israels hovedstad og har offentliggjort planen om at flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem.

Det har igen skabt uro i regionen, hvor palæstinenserne og israelsk politi har været i kampe.

Konsulenten fortæller, at hun har slettet opdateringen, fordi der var stavefejl i den og fordi hun vil rette den til.

»Jeg skrev statusopdateringen, fordi vi har med et folk at gøre, der har levet under en besættelsesmagt i 70 år. Det er vigtigt, at vi reagerer på det,« siger Asmaa Abdol-Hamid.

Opfordrer du til hellig krig?

»Nej. Jeg opfordrer til, at man forsvarer palæstinenserne og deres ret til at eksistere. Og deres ret til frihed. Israel er det land i verden, der har overtrådt flest FN-konventioner, og ifølge folkeretten har palæstinenserne ret til at yde modstand. Det er verdenssamfundets pligt at yde støtte til et undertrykt folk.«

Så vi skal læse det som, at lande som Iran og Saudi Arabien skal deltage i en kamp med deres militærstyrker?

»Det er ikke en kamp. Det er et forsvar. Det er ikke kun de lande, jeg nævner i statusopdateringen. Det er også Vesten. Det er hele verdenssamfundet, der er forpligtet. Verdenssamfundet skal bevise, at det virkelig går op i menneskerettigheder. At frihed er en menneskelig ret.«

Pernille Bendixen mener, at du har et loyalitetsproblem – hvad er din kommentar til det?

»Jeg mener, at Dansk Folkeparti har et demokratisk problem, når de gentagne gange forsøger at kvæle offentligt ansattes ytringsfrihed – blot fordi man har en anden holdning til udenrigspolitik, end de har. Jeg er ikke politisk enig med partiet, og det skal vel heller ikke være kriteriet for at være offentligt ansat. Jeg har ytringsfrihed og jeg har en menneskelig forpligtigelse til at reagere, når et folk lever under en brutal besættelse. Det er underligt og yderst antidemokratisk, at DF vil have mig fyret, fordi jeg støtter Palæstina.«

Fyns Politi vil studere udtalelse nærmere

Fyns Politis stabschef, Michael Hein Petersen, har sagt til TV 2/ Fyn, at man vil studere Asmaa Abdol-Hamids udtalelse nærmere. Derudover har man på nuværende tidspunkt ingen kommentarer.

Berlingske har i dag forsøgt at få kontakt til stabschef ved Fyns Politi Michael Hein Petersen. Det er ikke lykkedes.