For Familien Møller Nørgård fik ferien en meget ærgerlig slutning. For da de vendte hjem til deres hus i Lystrup tæt på Aarhus, blev de mødt af et meget ubehageligt syn.

Nogle indbrudstyve havde nemlig ikke alene bestjålet familien, de havde også udøvet hærværk i huset og dræbt deres fisk.

»Fredag aften bliver vi ringet op af naboen, som har vandet blomster og fodret fisk for os. De siger, der har været indbrud og hærværk. De havde kunnet se lys inde hos os fredag aften og troede, vi var kommet hjem, så de ville sige hej. Men da de så kom over, kunne de se, hvordan hele huset var blevet raseret,« fortæller lærer Pia Møller Nørgård til BT.

På det tidspunkt befandt den lille familie sig på en campingplads i Sønderjylland efter en uges ferie i Tyrkiet. Naboerne fik tilkaldt politiet, som brugte natten på adressen, mens den lille familie forsøgte at sove, selvom det var svært. Parret har nemlig to små drenge på tre år, så de kunne ikke bare skynde sig hjem.

Døde fisk

Lørdag formiddag ankom de til huset og sørgede for, at drengene ikke kom med ind og fik set hærværket. Men det gjorde Pia Møller Nørgård.

»Alle skabe var væltet, tingene hevet ud, der lå smadrede ting over det hele og de havde hældt ketchup og sprut i vores akvarie, så alle fiskene var døde. De havde knust øldåser mod væggen, så øllen løb ned, de havde hugget hovedet af en champagneflaske ligesom man gør til nytår, så gulvet var helt klistret,« forklarer skolelæreren.

Tyvene havde hældt alkohol og ketchup i familiens akvarie. Alle fiskene var døde.
Tyvene havde hældt alkohol og ketchup i familiens akvarie. Alle fiskene var døde. Foto: Privat foto
Vis mere

Familien kunne ikke blive i huset, og det er siden blevet erklæret ubeboeligt. Der er ikke et eneste sted i huset, hvor du kan sidde eller stå, for alting er klistret og ulækkert af alkohol, og der lugter ifølge Pia Møller Nørgård af gammelt værtshus.

»Da vi så rodet, vidste vi slet ikke, hvor vi skulle starte eller slutte. Jeg græd for hvert rum, jeg kom ind i. Vi var jo forberedt, men det var ti gange værre, end man kan forestille sig.«

Derfor er parret og deres to små børn flyttet hjem til Pia Møller Nørgårds mor i Vestjylland. De er ganske vist blevet tilbudt at bo på hotel og spise på restaurant af deres forsikringsselskab, men det passer den lille familie dårligt, når nu børnene ikke er større.

»Det er vores trygge base, de har spoleret. De har kigget i vores fotoalbum og smidt med vores bryllupsbilleder. Det er rigtig ubehageligt,« siger Pia Møller Nørgård.

Grove drengestreger?

Både Pia Møller Nørgård og hendes mand, Michael Nørgård, er lærere, og Pia kan ikke lade være med at tænke over, om hærværket i huset er lavet af unge mennesker.

»Vi havde et rimelig stort sprutskab med omkring femten flasker, og det er dem, de har drukket sig fulde i,« fortæller hun.

Der var ikke en skuffe eller et skab i huset, der ikke var gennemrodet.
Der var ikke en skuffe eller et skab i huset, der ikke var gennemrodet. Foto: Privat foto
Vis mere

Hun spekulerer over, om der måske har været nogle stoffer indblandet, og hun er rimelig sikker på, at der må være tale om nogle utilpassede teenagere, som har problemer. For tyvene havde tømt sprutskabet og spist alt deres slik, men de har ladet fjernsynet hænge på væggen, hvilket ikke tyder på, der er tale om 'professionelle'.

»Det her enkeltstående tilfælde er groft ud over det sædvanlige. Det er ikke et normalt billede, at et hjem er ødelagt på den måde,« siger vagtchef ved Østjyllands Politi, Stig Heidemann, til TV 2 Østjylland.

Ifølge ham er det heldigvis sjældent, der er tale om så alvorlige skader efter et indbrud, og derfor er politiet også meget interesserede i at få fat på gerningsmændene.

For den lille østjyske familie er der nu en ordentlig omgang oprydning at se frem til.

»I morgen skal vi mødes med en masse mennesker, blandt andet folk fra forsikringsselskabet, så vi kan få kortlagt skaderne, og hvor vi skal starte med oprydningen, hvad der kan renses, og hvad der skal smides ud,« siger Pia Møller Nørgård.