Tv-dækningen af de det danske kvindefodboldlandshold er for ‘hysterisk’ og ’berøringsangst’.

Sådan skriver forfatteren og kulturskribenten Jeppe Krogsgaard Christensen i en klumme hos Berlingske.

Han reagerer på den måde, som de danske tv-stationer TV 2 og DR har grebet transmissionerne af kampene fra den igangværende EM-slutrunde an.

»At opleve kvindelandsholdet på tv er lidt som at overvære en skolekomedie kommenteret, som var det en ballet på Det Kgl. Teater. Eller som om nogen havde sat Nordkoreas talskvinde - overdrivelsernes mest absurde symbol – i kommentatorboksen,« lyder det fra Jeppe Krogsgaard Christensen.

Han mener altså, at kvindernes niveau bliver talt op til mere, end det i berettiger til at blive. Som klummeskribenten anfører:

»Deres niveau er ikke over det, der findes i serie 2 eller 3 i Fælledparken.«

For mænd vel at mærke.

Jeppe Krogsgaard Christensen skriver videre, at han ’har intet problem med kvindefodbold, slet ikke’.

»Men når det gælder EM for kvinder, er skuespillet omkring kampene for skingert og utroværdigt. Dét, der sker på banen, står slet ikke mål med det, der bliver sagt om spilsituationerne og spillerne. Som når angriber Nadia Nadim kaldes ’Den danske Zlatan’, eller når forsvarsspillere og keepere kaldes ’bundsolide’, selvom de – specielt sidstnævnte – er alt andet,« skriver han.

HVAD MENER DU? HAR MEDIERNE TALT DE DANSKE FODBOLDKVINDER FOR MEGET OP? DU KAN GIVE DIN MENING TIL KENDE PÅ FACEBOOK HER.

Og konkluderer:

»Kvindefodbold fortjener ikke at blive behandlet så hysterisk og berøringsangst. Men mon ikke der er tale om en velment, men misforstået ligestillingskamp, hvor begejstringen og adjektiverne skal være på samme niveau som hos mændene?« lyder det fra Jeppe Krogsgaard Christensen.

Danmark har spillet to kampe ved EM. Det er endt med en sejr over Belgien og et nederlag til Holland.

Det danske kvindelandshold spiller mandag aften den sidste og afgørende gruppekamp mod Norge om at gå videre til kvartfinalerne. Den kamp sendes direkte på TV 2 fra kl. 20.45.

Du kan også følge den direkte her på BT.dk.

Læs hele Jeppe Krogsgaard Christensens klumme om kvindelandsholdet her.