I 2015 sad 307 børn og unge under 18 år i fængsel. Blå blok har tidligere ment, at den kriminelle lavalder skal sænkes helt ned til tolv år. Men et nyt forslag fra Radikal Ungdom går i den stikmodsatte retning.

»Vi foreslår i Radikal Ungdom at hæve den kriminelle lavalder fra 15 til 18 år. Børn og unge skal hjælpes af deres klasselærere, forældre og politi til at komme ind på den rette løbebane i stedet for at blive stemplet som forbrydere af en domstol,« siger formand for Radikal Ungdom Victor Boysen.

Han mener, at rigtig mange unge har stjålet lidt i butikker, men at det ikke bør føre til en plet på straffeattesten af den grund.

»Myndighedsalderen er jo også 18 år, så hvorfor ikke ligestille den med den kriminelle lavalder? Jeg tror, at det er svært at gennemskue konsekvenserne af ens handlinger, når man er under 18. Jeg har da selv hapset lidt i en slikbutik, og det tror jeg også, mange unge har prøvet, og jeg var ikke blevet et bedre menneske af at blive stemplet som forbryder,« siger Victor Boysen.

Han mener, det er absurd, at politkere i blå blok vil sænke den kriminelle lavalder yderligere, når ungdomskriminaliteten er halvveret på 10 år, mens der sidder flere unge i fængsel sammen med hårdkogte kriminelle.

Hos Dansk Folkeparti vil man dog sænke den kriminelle lavalder yderligere.

»Vi kan se, at der er bander som Loyal To Familia (LTF), der forsøger at rekruttere unge mennesker, fordi unge under den kriminelle lavalder kan løbe ærinder for banderne og er sværere at straffe. På den måde kan de gøre livet mere vanskeligt for politiet. Derfor vil vi gerne sætte den kriminelle lavalder ned til 12 år. Vi behøver ikke sætte de unge i et voksenfængsel, men andre steder, hvor man kan arbejde pædagogisk med dem - det kan måske hjælpe nogle af de unge væk fra den kriminelle løbebane,« siger Martiin Henriksen.

Hele blå blok gik ellers samlet ud og foreslog, at den kriminelle lavalder blev sænket til 12 i sidste valgkamp, men har siden opgivet forslaget. Dog mener Dansk Folkeparti stadig, at den skal sænkes til 12 år.

»At man kan modtage en dom lang tid før, man er myndig, giver god mening, fordi når du så bliver myndig, har du allerede lært, at dine handlinger har konsekvenser. En plet på straffeattesten kan selvfølgelig give nogle problemer med en arbejdsgiver, men der skal vi også forklare arbejdsgivere, at de skal være klar til at give folk en ekstra chance.«

Det er Victor Boysen fra Radikal Ungdom helt uforstående overfor.

»Forskningen viser, at når unge får deres første dom, så er der større risiko for, at de udvikler sig fra ungdomskriminelle til heltidskriminelle. Vi skal ikke lukke øjnene, når unge begår kriminalitet, men vi tror på, at det er bedre at sætte ind med nogle pædagogiske værktøjer - også for ofrenes skyld,« siger han.