En 36-årig mand nægter sig skyldig, efter at en 29-årig kvinde søndag blev voldtaget. Grundlovsforhør mandag.

En 36-årig udenlandsk mand bliver mandag fremstillet i et grundlovsforhør, hvor han er sigtet for voldtægt af en 29-årig dansk kvinde.

Det oplyser Anders Uhrskov, vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi.

Voldtægten skulle være sket i Hjørring søndag morgen.

Meget mere vil politiet ikke sige, da grundlovsforhøret efter alt at dømme kommer til at foregå for lukkede døre, fortæller Anders Uhrskov.

»Det eneste, jeg kan sige på nuværende tidspunkt, er, at manden nægter sig skyldig,« lyder det.

Når dørene lukkes, må kun dem, der har med sagen at gøre, være til stede, og det, der bliver sagt i retten, må ikke refereres offentligt.

Anders Uhrskov afviser dog, at Nordjyllands Politi skal foretage flere anholdelser i sagen.

Det vides ikke, hvilken relation der er mellem ofret og den sigtede.

Grundlovsforhøret er sat til at begynde klokken 13.