FC København sikrede sig i sidste runde af Alka Superligaen det danske mesterskab, og søndag fejrede FCK det hjemme i Telia Parken med en 1-0-sejr over sølvvinderne og ærkerivalerne fra Brøndby.

I en flot kulisse foran 24.842 tilskuere var FCK især dominerende i første halvleg, og sejren giver FCK et forspring på hele 19 point ned til Brøndby på andenpladsen.

Det er anden gang i foråret, at FCK slår Brøndby, og med resultatet er FCK fortsat ubesejret i Superligaen i denne sæson og har ikke tabt de seneste 35 kampe i landets bedste række.

FCK satte Brøndby under pres fra starten og kom foran ved kantspilleren Kasper Kusk, inden der var spillet et kvarter. Kusk satte smart en modstander af og lagde bolden i nettet ved den ene stolpe.

Hjemmeholdet kom til en lang række chancer før pausen og kunne sagtens have scoret mere end det ene mål i første halvleg.

Gæsterne fra Brøndby kom stærkt ud til anden halvleg og formåede at skabe flere store målchancer.

Angriberne Teemu Pukki og Kamil Wilczek kom til de fleste muligheder, men holdet manglede den fornødne skarphed.

I en intens og underholdende kamp blev der undervejs uddelt otte advarsler, og trods de mange chancer i begge ender blev Kasper Kusks scoring kampens eneste.

Resultatet betyder, at Brøndby stadig ikke har vundet på udebane mod FC København i Superligaen siden 2004.

De to hold mødes igen i Telia Parken den 25. maj, hvor de spiller finale i DBU Pokalen.

/ritzau/