Ganske vist vandt FC Midtjylland 3-1 over FC Nordsjælland og forbedrede dermed sit medaljekandidatur væsentligt. Ikke desto mindre mindede midtjydernes hollandske stjernespiller, Rafael van der Vaart, mest af alt om en tordensky, da han som første mand efter kampen forlod området omkring omklædningsrummene på MCH Arena i Herning.

»Det er vist bedst ikke at sige noget,« var Rafael van der Vaarts kortfattede kommentar, da BT ønskede svar på, hvad han mente om, at han ikke var kommet på banen.

Til gengæld var FCM-cheftræner Jess Thorup en smule mere meddelsom.

»Jeg ved ikke, hvordan van der Vaarts reaktion skal tolkes. Men hans tid på holdet skal nok komme. Heldigvis har han i efterhånden 14 dage deltaget fuldt ud i vores træning efter sin lange skadespause. Måske var han sur? Men det er de fleste spillere, der ikke kommer på banen,« sagde Jess Thorup med et ansigtsudtryk, der signalerede irritation over mediernes spørgslyst omkring situationen.

Sportsdirektør Claus Steinlein havde fuld forståelse for Rafael van der Vaarts alt andet end konstruktive reaktion.

»Selvfølgelig ville han gerne have spillet, men lige i dag lå kampen ikke til ham. Jeg håber da, at han var utilfreds. Alle vil jo gerne spille. Konkurrencen for at komme på vores hold er stor. Det ved han også godt. Der er ingen problemer over hovedet,« sagde Claus Steinlein, der ikke kan forestille sig, at Rafael van der Vaart vælger at søge væk i sommerens transfervindue:

»Det kan jeg ikke forestille mig. Han har kontrakt i den kommende sæson, og den fuldfører han. Det er sådan det bliver!«

Claus Steinlein kaldte sejren over FC Nordsjælland for ’megavigtig’.

»Det er vores målsætning af vinde pokalen og så skal vi have den bronzemedalje. Det synes jeg, at vi både har spillet og holdet til,« sagde han.

Humøret hos FC Nordsjællands træner Kasper Hjulmand var ikke det bedste.

»Jeg er ikke tilfreds med vores præstation. Spillet var i perioder nervøst og usammenhængende. Det irriterer mig, at vi ikke dækker ordentlig ved deres andet mål, og så synes jeg, at Emiliano Marcondes bliver snydt for et straffespark,« sagde han og roste Marcus Ingvartsen for fuldtræfferen til 1-0.

»Jeg har siden hans teenageår kaldt ham for ’mini van Basten’. Det tilnavn levede han op til mod FCM. Målet han scorede mindede jo en hel del om det hollænderen lavede i EM-finalen i 1988,« sagde Kasper Hjulmand og blev bakket op i sit synspunt af FC Nordsjællands sportsdirektør, Carsten V. Jensen.

»Det mål vil helt sikkert være med til at hæve kursen på ham. Det var jo fantastisk,« sagde han.

Marcus Ingvartsen, der nu ligger alene i spidsen af Superligaens topscorerliste med 19 mål, kaldte det for sin karrieres hidtil bedste.

»I hvert fald i min seniortid,« sagde han med et stort smil og tilføjede:

»Jeg er rigtig glad for, at det kører så godt for mig i øjeblikket. Min ambition går i retning af et skifte til en klub i udlandet i denne sommer.«

Det bliver Carsten V. Jensen, der i så tilfælde kommer til at stå for forhandlingerne.

»I FC Nordsjælland vil vi gerne sende spillerne videre. Men vi har kontrakt med Marcus to sæsoner mere, så hvis han skal afsted om et par måneder, skal vi også have en pæn indtjening på ham,« sagde Carsten V. Jensen, der i øjeblikket er i dialog med Runar Alex Runarsson og Emiliano Marcondes.

»Begge spilleres kontrakter udløber med udgangen af året. Vi håber de vælger at blive, da FCN er en klub, hvor vi kan løfte deres spillemæssige niveau,« sagde Carsten V. Jensen.