Der skulle 120 minutters fodbold til, førend Arsenal havde booket en plads i FA Cup-finalen.

Arsenal er klar til FA Cup-finalen med en sejr på 2-1 over Manchester City søndag efter forlænget spilletid.

Efter en kedelig kamp i en times spil kom der gang i sagerne, som altså først blev afgjort efter 120 minutters fodbold, hvor Alexis Sánchez blev matchvinder.

Både Arsenal og Manchester City er hold, som gerne vil have bolden meget, og første halvleg blev meget boldflytteri i et forsøg på at sætte sig på kampen.

Det betød, at de to ellers så offensivt indstillede hold ikke skabte ret mange chancer i de første 45 minutter.

Det var generelt en skuffende kamp uden mange højdepunkter, som kunne sætte lidt fut i lægterne på Wembley.

Efter godt en time kom der så gang i opgøret, da Arsenal viste forsvarsspil på et niveau, der bestemt ikke bringer mange titler til Emirates Stadium.

Nacho Monreal stod som bageste mand alene med lynhurtige Sergio Agüero, mens Arsenal var i angreb.

Se Alexis Sanchez' mål til 2-1 i den forlængede spilletid, der sikrede Arsenal sejren, her under.

 
Så dukkede Arsenals største stjerne endelig op!
Vis mere

Da City erobrede bolden, kunne den uden problemer sparkes i dybden på London-holdets banehalvdel, og Agüero havde ingen problemer med at sprinte fra Monreal.

Alene med Petr Cech var argentineren helt kølig og chippede bolden over den tjekkiske keeper til 1-0.

Målet vækkede Arsenal, som blev tvunget til at være mere målsøgende.

Det gav pote 18 minutter før tid, hvor Nacho Monreal havde sneget sig med frem ved et indlæg. Bolden røg over hele forsvaret, og bagest i feltet flugtede han udligningen ind.

City ramte træværket to gange efterfølgende, men heldet var med Arsenal begge gange.

Kampen måtte ud i forlænget spilletid for at finde en vinder, og ti minutter inde i det første kvarters forlængelse scorede Alex Sanchez sejrsmålet i et tætpakket felt.

I finalen venter Chelsea, som lørdag slog Tottenham 4-2 i en underholdende affære i den første semifinale. Finalen spilles 27. maj på Wembley.

Arsenal kan vinde turneringen for tredje gang på fire år. I givet fald bliver det 13. gang, Arsenal vinder turneringen, og det vil være rekord. I øjeblikket deler klubben rekorden med 12 finalesejre med Manchester United.

/ritzau/