Bayern München så trætte og uinspirerede ud, da holdet måtte nøjes med 2-2 hjemme mod Mainz.

Den danske målmand Jonas Lössl vogtede bænken for Mainz, som lørdag gæstede et tømmermændsramt Bayern München-hold på Allianz Arena efter sydtyskernes Champions League-exit i midtugen.

De forsvarende mestre leverede en skidt indsats og måtte nøjes med 2-2.

Resultatet betyder, at RB Leipzig med en sejr søndag kan spille sig inden for seks points afstand af Bayern i toppen af ligaen med fire kampe tilbage.

Fra start lignede Bayern München et hold, som fortsat var rystet efter nederlaget i Madrid tirsdag. Det udnyttede gæsterne.

Stadionuret havde ikke en gang rundet tre minutter, da Bayern-skurken fra de to opgør mod Real Madrid, Arturo Vidal, igen kom i negativt fokus.

Han fejlede fuldstændig i en aflevering lige uden for eget felt, som blev opfanget af Mainz, og så kunne spanieren Bojan Krkic score sit første mål for Mainz. Han kom til klubben fra Stoke i januar på en lejeaftale.

Ud over 1-0-scoringen i første kamp mod Real Madrid gjorde Vidal sig uheldigt bemærket med et brændt straffespark og et rødt kort i returkampen.

Bayern fik dog ro på spillet, og kort efter en stor Mainz-chance slog hjemmeholdet til efter et kvarter.

Efter få afleveringer i en kontra modtog Arjen Robben bolden i feltet og smækkede den resolut ind til 1-1.

Bayern-defensiven så stadig vaklende ud, men omvendt blev der produceret nok chancer i den anden ende til at sikre den forventede pauseføring.

Alle blev imidlertid misbrugt, og i stedet begik Joshua Kimmich et klodset straffespark fem minutter før pausen. På det scorede Daniel Brosinski.

Den overraskende føring til gæsterne ved pausen så ikke ud til at ruske voldsomt op i favoritterne.

Både mental og fysisk træthed så ud til at præge de normalt overlegne sydtyskere, og trods stort spilovertag blev der ikke skabt mange chancer.

Man skulle helt hen til 17 minutter før tid, førend Thiago Alcântara med en flot flad afslutning lige uden for feltet udlignede til 1-1.

Sejrsmålet kom dog aldrig, og Mainz hentede et overraskende point til bundkampen.

/ritzau/